0 kommentarer

Hovedbanen og andre impulskøb af Janus Kodal

af d. 29. december 2008
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

56

Udgivet

2008

ISBN

978-87-02-06923-5

 

Kodal skriver distinkt, konkret og beskrivende om objekterne i verden, men det er sanset konkret, sanset af et subjekt. Der er med andre ord sat et personligt filter på den nøgternt beskrevet virkelighed. Jeg ved ikke hvad Kodal selv ynder at læse, men jeg vil tro at han ligger i den voksende gruppe af de nyere danske digtere, der har fundet inspiration i surrealismen. Men her ikke blot repliceret, eller sat ind i et større tænkt system, eller i nogen aggressiv reaktion mod indre eller ydre fjender, som vi så ofte ser. Nej, Kodal tager blidt, næsten umærkeligt, effekterne fra det surreale og gør det deskriptivt. Opremsende, konstaterende, men også stærkt billedskabende. Som f.eks. i det fremragende ”Vinterbillede”:

”Det knaser når Knippelsbro
løfter metalliske arme i luften.
Det er vintervejr og asfalten er tørkold
kulden bider i hænder og læber.
Trafikken er standset og står og oser.
Vejbanerne rejser sig stejlt
lygterne hænger som klokker
i en kirke af tandhjul og elektricitet.
Alt er sat på pause.
Undtagen den coaster der nærmer sig
gennem isen som synger.”

Vi er med, lige der, føler, ser og fryser sammen med Kodal. Og går alligevel fra digtet med sprogkoncentrater som den knasende lys af sne, den tørkolde asfalt, indfarvet på den ene side af vinteren, et ganske harmløst digt altså, og på den anden side denne kirke af tandhjul og elektricitet (hvad mon man tilbeder der?), som nu er sat på pause. I hvert fald for en stund. Teknologi og Natur, med menneskene derimellem. Og coasteren, det gode håb, der maser sig igennem. På typisk Kodal-vis, lige dele enkelthed og dybde. Flot.

Det er fire år siden vi sidst så en samling fra Kodal. Tiden er brugt godt, det er en spændende samling, tilpas lille, tilpas skæv, tilpas narrativ, til at vi fornemmer en afklaret og gennemført Kodal. Digtsamlingen pendulerer mellem en række selvstændige, men mere fortællende digte og så disse umanerligt flotte øjebliksbilleder ude i det Københavnske rum, som ”Vinterbillede”. Og coasteren er ikke alene om vores sympati her. Frank, hvis liv det er vi følger, møder vi også gennem hele samlingen. Kodal kalder det selv hans dødsrute, og så tror jeg godt alle ved hvordan det år igennem de tre suiter som digtene er sat op i. Det sidste, vi hører til Frank, er om hans begravelse, efter at han er blevet stukket ned med kniv i det københavnske natteliv. Alterneringen imellem de korte rids, og så fortællingen om Frank, er vidunderlig og gør hele samlingen meget nærværende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter