0 kommentarer

Horn af Joe Hill

af d. 29. november 2016
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

406

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7108-011-7

Originaltitel

Horns - oversat af Thomas Krogsbøl

 

Fans af gys, tag godt i mod Joe Hill!

Selvom Joe Hill gerne ville skabe et navn for sig selv, uden at være kendt som Stephen Kings søn, så minder hans skrivestil utrolig meget om Kings. En skrivestil, der er levende og inviterer læseren indenfor.
‘Horn’ er mit andet bekendtskab med Hill. Jeg har tidligere læst ‘Nos4A2’ og synes, den er en del bedre end ‘Horn’

Bogen handler om Ig Perrish, der, året efter kærestens død, vågner med horn i panden. Med hornene følger der naturligvis nogle evner. Ig bliver i stand til at manipulere med personer, tale med andre stemmer, samt forstå og tale andre sprog. Personer omkring begynder at fortælle deres dybeste hemmeligheder, og når han rører ved en person, ved han hvilken type denne person er. Han sætter sig for at finde ud af, hvad der skete den nat, hans kæreste blev voldtaget og myrdet.

Det gode ved bogen er skrivestilen: den er levende og river læseren med. Samtidig er jeg fan af de flashbacks, bogen giver, idet disse giver et større indblik, samt en bedre forståelse af karaktererne. Bogen er utrolig spændende, og en smule anderledes. Et kæmpe plus ved bogen er det faktum, at den, der normalt ville blive betragtet som skurken, faktisk er helten her.
Det dårlige ved bogen er, at den desværre nogle gange mistede mig. Min interesse forsvandt til tider, for så at blive genfundet igen. De første mange sider læste jeg i en ruf, så begyndte det at gå langsommere, og hen mod slutningen gik det hurtigt igen. Jo, bogen er spændende, men nogle steder fanger den bare ikke helt.

Jeg ærgrer mig til gengæld over, at jeg læste bogen på dansk. Oversættelsen var i mine øjne lidt et sjusket stykke arbejde, og der var både stavefejl, manglende ord, ord der stod dobbelt, manglende kommaer m.m., og oversættelsen kunne derfor godt have brugt en ekstra gennemlæsning inden udgivelse. Måske er dette også skyld i min bedømmelse af bogen, og min læseoplevelse ville måske have været anderledes, hvis jeg læste den på engelsk. For jeg tog mig selv i at blive irriteret over de her småfejl, i stedet for at nyde historien.

På baggrund af disse ting giver jeg bogen 3 stjerner. Men det er bestemt ikke sidste gang, jeg læser noget af Joe Hill. Og jeg skal i hvert fald have set filmen.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter