0 kommentarer

Homer og Langley af E. L. Doctorow

af d. 27. december 2011
Info
 
Sideantal

186

Udgivet

2011

ISBN

978-87-92685-02-5

Originaltitel

Homer and Langley

 

“Der lød et brag, så hele huset rystede. Hvor er Langley? Hvor er min bror?”

Med disse sætninger slutter Doctorows “Homer og Langley”. For den amerikanske læser vil det videre forløb være velkendt, for de to brødre var i sin tid berømtheder over there, og deres skæbne er uforglemmelig. Langley blev dræbt under et bjerg af aviser og skrald og kunne derfor ikke tage sig af sin blinde, døve og lamme bror, Homer, der døde af sult og tørst kun ti timer, inden brandfolk brød ind i brødrenes hus hidkaldt af stanken fra Langleys rådnende lig.

Doctorows roman starter imidlertid langt tidligere. Da deres velhavende forældre dør, overtager de to brødre Collyer et 4-etages herskabspalæ midt i New York samt en mindre formue og et antal tjenestefolk. Homer er blind, men en fremragende pianist, der spiller til stumfilm. Langleys lunger bliver skadet af gas under 1. verdenskrig, og han kommer hjem fra Europa som en særling.

“Langleys store projekt … gik ud på at indsamle dagblade med det mål at skabe en enkelt dags avisudgave, der kunne læses i al evighed og være fuldt dækkende for alle dage.”

Altså: Det ultimative mord, den definitive voldtægt, det mest karakteristiske dødsfald etc. I årtier køber han hver morgen og hver aften samtlige aviser, kategoriserer indholdet og gemmer det i kasser. Beklageligvis lider han samtidig af en ekstrem samlermani, hvilket fylder huset fra kælder til kvist med ødelagt legetøj, modelfly, tinsoldater, gasmasker, stearinlys, tv-apparater, skrivemaskiner, fostre i formaldehyd og sågar en Ford T, som optager hele spisestuen. Til sidst kan man kun bevæge sig ad smalle gangstier gennem det enorme hus.

Det er en syret historie, den prisbelønnede amerikanske forfatter Doctorow lægger i munden på Homer. Den bliver lidt endimensionel og statisk hen ad vejen, men det er nu altid hyggeligt at være en flue på væggen i Depressionens USA, hvor de ufatteligt rige bor side om side med de ufatteligt fattige… Nå ja, det gør de jo stadig, men dengang havde de rige butler og hørte fonograf.

Man kan ikke andet end holde af de godhjertede og begavede brødre, der over årene støtter negre, japanere og hippier, da disse grupper hver især er mest i modvind. Og samtidig nægter at betale regningerne, så de til sidst lever uden lys, gas og vand – endskønt de er millionærer.

Homer og Langley er uden tvivl en bog værd. Måske skulle Doctorow bare ikke have skrevet den.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter