0 kommentarer

Høj gearing af Philip Kerr

af d. 14. september 2016
Info
 
Sideantal

395

Udgivet

2006

ISBN

978-97--7053-003-3

Originaltitel

Leverage - oversat af Ole Lindegård Henriksen

Udgave

1. udgave

 

Stakkels Eve. Ung, smuk, kvik, sød, gud i et køkken, djævel til selvforsvar. Alligevel kan Brad ikke holde fingrene fra de små servitrusser i deres restaurant. En dag bliver det for meget.

Da Eve kommer ud af spjældet, kontaktes hun af den mystiske mangemillionær Clarenco. Eve har alle de egenskaber, han skal bruge for at gennemføre et kup, der vil gøre ham meget, meget velhavende.

Hvert år mødes 21 mangemilliardærer, alle blandt verdens rigeste, i et overdådigt luksuriøst og topsikret hus i New Mexico. De gode superkapitalister har meget at tale om, mens de spiller golf, nyder livet i overflod og holder et par dage fri fra hverdagens bekymringer om at blive endnu rigere.

Eve, Clarenco og et lille hold af håndgangne mænd skal tage de 21 milliardærer som gidsler og fremføre en række fuldkommen ublu krav over et voldsomt mediehypet website. For Clarenco har regnet rigtigt: Når nogle af klodens største virksomhedsejere sættes ud af spillet, vil alverdens børser gå balalajka, og så opstår mulighederne for at score på både gynger og karruseller.

Gidseltagningen lykkes, børserne går amok, alt ser fantastisk ud, men så…

”Høj gearing” afvikler sit plot fermt med sans for spænding og alt det blingbling, som gør de riges liv så attraktivt for almindelige mennesker. Jetfly, huse, biler, ure etc. etc. Romanen er perfekt eksekveret, men alt for glat til at forekomme realistisk. Det er som at se ”Ocean’s Eleven”, der trods gode skuespillere er en ligegyldig og hurtigt glemt skueret. I min optik i hvert fald.

Det velskrivende, skotske kuglelyn Philip Kerr, der har skrevet et hav af spændende og originale romaner – heriblandt den fænomenale Berlin Noir-serie – har åbenlyst haft det sjovt med at forfatte denne hæsblæsende jagt efter millionerne. Og fred være med det. Mange vil føle sig fint underholdt; hele vejen hen i banken.

Erfarne Ole Lindegård Henriksen fordansker som altid fortræffeligt. Så meget mere undrer det, at han enkelt gang falder i sumpen med ’danglish’: ”Og ingen hårde følelser, håber jeg?”

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter