0 kommentarer

Hjertets dannelse af Erling Jepsen

af d. 23. juni 2016
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

300

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-17134-1

Udgave

1. udgave

 

Fjottet folkekomedie fyldt med magisk realisme fra det sønderjyske overdrev…

Positivt er det, at “Hjertets dannelse” er en rigtig pageturner. Der sker hele tiden noget, og Jepsens lette antrit gør læseoplevelsen til en sand flyvetur. Problemet er bare, at piloten ikke har sat nogen kurs på rejsen; både fly og passagerer mister fuldkommen orienteringen undervejs.

Handlingen – eller snarere handlingerne – finder sted i og omkring de fiktive landsbyer Bramstrup, Skamdrup og Klamdrup nær grænsen til Tyskland. Her huserer karakterer som Peder Post og Søren Sognefoged, for ikke at tale om Soft-Egon, der sælger softice.

På kroen bor tyrannen Gunner sammen med Birthe, der har dårlige nerver. De har datteren Kirstine, som læser Oehlenschläger, Kierkegaard og H.C. Andersen uden at forstå så pokkers meget af det. En dag kommer den historiestuderende kjøwenhawner Christian på besøg, og så er der amoriner i luften.

Sammen finder Christian og Kirstine ud af, at der i Bramstrup er foregået fæle ting for mindre end en generation siden. Børn med fremmedartede navne er forsvundet, og det peger lige frem til i dag, hvor byens selvbestaltede vagtkorps, Grænseværnet, søger at holde fremmede væk med alle midler, herunder skarpladte geværer og morderiske hunde. Racismen lurer lige under den idylliske overflade.

I dette mere alvorlige handlingsspor, hvor man aner en vis politisk indignation hos forfatteren, finder der også deciderede kriminelle hændelser sted. Trafficking, skunkproduktion, ja, sågar mord.

Men Erling Jepsen er ingenlunde en alvorsmand. Han er en lun fætter, der allerhelst vil bringe smilet frem på sine læseres beredvillige læber. Ergo indfletter han en sidehistorie om en kat, der har fået det hvide snit, da den mistede sit første liv, og bliver slået til plukfisk i slutningen af det andet liv, men jo stadig har mindst syv liv tilbage.

Og hokuspokus, nu anduver selveste H.C. Andersen minsandten. Endnu en ung, ukendt forfatter, men i det moderne Bramstrup oplever den forfinede yngling både ufrivillig sædafgang og en mængde andre indtryk, der peger direkte frem mod hans senere eventyrproduktion.

Tingene spidser til hver for sig, enderne har svært ved at mødes, men trylletrylletrylle konstruerer Jepsen den mest jubelidiotiske slutning endnu set i en dansk roman, hvor de gode ler, og de onde får deres fortjente bekomst, og alt og alle lever lykkeligt til deres dages numse. Vorherretilhest.

Nej, mit første (og sidste) møde med den stoute og sympatiske Erling Jepsen blev ikke den stormende forelskelse, jeg havde håbet på. Men – det skal nu ikke afholde fans af Morten Korch og Huset på Christianshavn fra at forsøge sig. Her er hyggelig danskhed og happy ending i lange baner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter