0 kommentarer

Hjertets dannelse af Erling Jepsen

af d. 15. september 2015
Info
 
Sideantal

304

Udgivet

2015

ISBN

978-87-02-17134-1

Udgave

1. udgave

 

Igennem det sidste årti har Erling Jepsen udgivet en række anmelderroste romaner, der har sat hans hjemstavn, Sønderjylland, på det litterære landkort, omend sønderjyderne vil mene det er på den ufede måde idet bøgerne ofte handler om små, indelukkede samfund, hvor vanviddet huserer, hvor fædre misbruger deres døtre og hvor fremmede aldrig rigtig får en chance for at blive en del af lokalsamfundet.

Jeg har med stor fornøjelse læst Erling Jepsens fremragende romaner, men med hans seneste roman “Hjertets dannelse” har han bedrevet en bog, der af flere årsager ikke fremstår særlig overbevisende, men mere om det senere.
“Hjertets dannelse” foregår i den sønderjyske landsby Bramstrup, der ligger 2 kilometer fra den tyske grænse, og vi skriver tiden omkring 2004.

Bramstup befolkes af indbyggere, der har boet i landsbyen (eller omegnen) hele livet, blandt andet ægteparret Birthe og Gunnar, der driver den lokale kro sammen med datteren Kirstine, der drømmer om at læse litteraturvidenskab i storbyen og derfor søger at undgå Peder Posts interesserede blikke. Gunnar er en hustyran af den gamle skole og Birthe er angst og konfliktsky,
En dag kommer københavneren Christian Boldrup til byen og indloger sig på kroen, han skriver på sit speciale om dannelsesrejser og vil gennemgå byens kirkebøger som research til specialet. Han anses for en københavnersnude, men han og Kirstine får et godt øje til hinanden, og de to turtelduer begynder et samarbejde da de opdager uregelmæssigheder i kirkebøgerne – noget, der får gamle hemmeligheder frem i lyset om en af landsbyens kvinder Erna, der er byens snushane.

Kirstine og Christian får svært ved at opklare mysteriet fra kirkebøgerne, og parret rager sig bl.a. uklar med grænseværnet, der består af flere af byens mænd, der har rottet sig sammen om at holde øje med illegale flygtninge, der forsøger at snige sig over grænsen og ind i Danmark. Disse “flygtninge” viser sig ofte at være kvinder, der ad omveje lander på en afsidesliggende gård, hvor egnens mænd ofte kommer på hemmelige besøg.
Erling Jepsen vil mange gode ting med “Hjertets dannelse”, bl.a. sætte fokus på trafficking og det nedrige syn på indvandring, der præger Danmark i disse år.

Desværre fremstår bogen ikke overbevisende. Der er for mange personer i bogen, og det betyder at personbeskrivelserne halter, disse virker karikerede. Handlingen halter også flere steder, der hoppes for meget frem og tilbage hvilket giver et lidt rodet indtryk. Sprogligt set er Jepsen til gengæld i god form, den sønderjyske humor fornægter sig ikke, men humoren formår ikke at redde det samlede indtryk af bogen, der fremstår usammenhængende.

3 små stjerner herfra, bogen fik mig ganske enkelt ikke op at ringe.

.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter