0 kommentarer

Hjem af Harlan Coben

af d. 10. november 2017
Info
 
Sideantal

327

Udgivet

2017

ISBN

9788712053484

Originaltitel

Home på dansk ved Poul Bratbjerg Hansen

 

Harlan Coben har gjort det igen! Hjem er velskrevet, spændende og medrivende. For mig, er det her hans bedste bog.

To drenge forsvandt for 10 år siden. Da den ene dreng en dag spottes i Londons gader, begynder Win og Myron at undersøge sagen igen i ønsket om at finde de to drenge. Hvad skete der med dem for 10 år siden, og hvor har de været i alle de år? Mere kan jeg ikke sige om handlingen, uden at komme til at afsløre for meget.

Myron og Win er gengangere i Cobens univers og har deres egen bogserie på nu 11 bøger. Begge karakterer er nogle lidt skæve og anderledes karakterer, og samspillet mellem de to er virkelig godt skildret. Selvom man ikke har læst øvrige bøger i serien, kan man sagtens læse denne. Der gives nok viden om de forskellige personer til at forstå, hvem de er, foruden lidt baghistorie, så man ikke er helt fortabt.

Jeg er virkelig vild med denne bog og slugte den på nogle timer. Jeg kunne simpelthen ikke lægge den fra mig, da jeg først var begyndt, og pludselig var den læst. Bogen er i den grad en pageturner, og den er så overraskende på flere måder, at jeg sad måbende til sidst. Hjem er flydende, levende og medrivende og har en stigende spændingskurve, der i høj grad kulminerer til sidst i en meget uventet drejning. Sproget er dejligt og let. Der er tale om en helstøbt roman med et spændende plot og gennemtænkte og solide figurer, foruden en masse følelser. Harlan Coben har skrevet en fantastisk thriller, og jeg har intet negativt at tilføje.

5 fuldt fortjente stjerner!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter