0 kommentarer

Hinsides af Helga Johansen

af d. 26. august 2014
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

272

Udgivet

2013

ISBN

978-87-996176-0-9

 

“Hinsides” udkom oprindeligt i 1900 og handler om en kvinde der langsomt men sikkert glider ind i sindssyge. Hannah lader sig indlægge på et behandlingshjem. Ifølge hende selv fordi hun trænger til fred for alle de tanker og påtrængende ting og mennesker hun skal tage stilling til i sin moders hjem. Men hendes læge har en anden holdning. Ifølge ham er hun opiofag – det vil sige afhængig af opium – og hun skal indlægges for at blive afgiftet.

Hannah bliver mod sin vilje overført til Sct. Hans hvor hun behandles med Kloral. Et sovemiddel med voldsomme bivirkninger. Udefra set gør det intet godt for patienten, tvært i mod ser det ud til at være Kloralen, der ender med at gøre hende rigtig syg. Men Hannah smutter lige så stille fra at være en troværdig fortæller til én man slet ikke tør stole på. Hun fremstiller sig selv som fornuftig i en verden af fjender og i lang tid er man på hendes side for hvem ville ønske at blive tvangsindlagt på Sct. Hans?

Men jo mere syg hun bliver, des sværere bliver det at tro hende. Lange dage forholder hun sig i total ro i sin grå hospitalskjole, med fødderne trukket op og hænderne gemt, så hun kun er grå – i et med tæppet – usynlig for fjendehånd og – interesse.

“Hver dag forstaar jeg, at min Vilje må arbejde det Billede frem disse Mennesker venter på for at kalde mig rask og lade mig gå. Men hver gang det bliver Nat er det hel andre Udveje til Frihed, der falder mig ind, end dén korrigeret at sendes tilbage til Hjemmet”.

“Hinsides” er hvad jeg vil kalde ‘a slow read’. Forlaget har valgt at beholde den oprindelige retskrivning med dobbelt a og navneord med stort begyndelsesbogstav. Derudover er sætningsopbygningen ualmindeligt knudret og det bliver ikke nemmere at følge med jo længere Hannah glider ind i sindssygen. Man skal altså VILLE det for at læse “Hinsides”.

Romanen blev oprindeligt udgivet under pseudonymet Hannah Jöel, som også er navnet på vores hovedperson. Forfatteren Helga Johansen havde selv været patient på Sct. Hans og denne bog ville også have været en anden, hvis ikke opholdet var oplevet indefra.

“Hinsides” er et fremragende portræt. Den frygtelige afmagt der gennemsyrer forløbet fra at kunne gå frivilligt ind på et behandlingshjem til at flygte omtåget og dødeligt udmattet og totalt forstyrret ud fra Sct. Hans er skrevet så man er overbevist om historiens ægthed. Det virker oplevet.

Når jeg ender på 3 stjerner skyldes det at jeg sjældent har oplevet så anstrengende 264 sider.

Men hvis du er klar på en totalt overbevisende tur ind i sindssygens knudrede univers, så kast dig over “Hinsides”, for overbevisende, det er den.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter