0 kommentarer

Hils fra mig og kongen af Helle Virkner

af d. 21. december 2014
Info
 
Sideantal

427

Udgivet

1994

ISBN

87-11-11028-7

Originaltitel

Hils fra mig og kongen

Udgave

1.udgave

 

De færreste af os kan påberåbe sig, at have haft et lige så begivenhedsrigt liv som Helle Virkner, der var kendt som en af landets helt store skuespillerinder.

De fleste af os kender måske Helle Virkner fra hendes rolle som Elisabeth Varnæs i en af Danmarks mest elskede serier, nemlig “Matador”, men Virkner havde faktisk mange andre ting at byde på end lige sit talent som skuespiller.

Virkner var også en fremragende fortæller, hvilket man ved selvsyn kan finde ud af ved at læse hendes selvbiografi “Hils fra mig og kongen”.

Biografien handler ikke så meget om den tidlige barndom i København, men fokuserer mest på ungdomsårene og de år, der følger efter.

Virkner bliver optaget på skuespilleruddannelsen, hvor visse undervisere udtrykker tvivl om der overhovedet vil blive banket noget talent ud af den unge kvinde. Hun kommer dog igennem uddannelsen, bliver gift og skilt fra Ebbe Rode (et ægteskab, som Virkners mor var meget imod), og efter nogle år alene møder Virkner Jens Otto Krag, der ender med at blive socialdemokratisk statsminister i Danmark.

“Hils fra mig og kongen” fokuserer meget på de år, hvor Virkner var gift med Krag (som hun også fik to børn med, Søsser og Jens Christian). I ægteskabet møder Helle Virkner statsoverhoveder fra hele verden og passer stadig sin skuespillerkarriere, der går rigtig godt.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Krag var gang på gang utro, men formåede samtidig at være en god far for sine to børn, og børnene husker især (med glæde) tilbage på de sommerferier, der holdes i sommerhuset “Skiveren” i Nordjylland.

Helle Virkner serverer sin livshistorie med megen varme, og man kan ikke andet end at fatte sympati for hende. Trods store sorger (datteren får sclerose og senere cancer, sønnen er autist, manden er notorisk utro) er Virkner ikke bitter, hun omfavner i stedet livet med de opture og nedture alle udsættes for.

Virkner skriver i et varmt og direkte sprog, og hun formår både at begejstre og charmere læseren med fine beskrivelser af de oplevelser hun har haft. Bogen giver et udmærket og overbevisende indblik i, hvordan Virkner oplevede verdenen.

Bogen er ikke Nobelpris-materiale, men en underholdende og varm fortælling om at nyde livet mens man er her, og jeg belønner derfor “Hils fra mig og kongen” med 3 solide stjerner – bogen fungerer fint som underholdende hyggelæsning på regnvejrsdage, men man skal ikke forvente at få de helt store intellektuelle oplevelser ud af bogen.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter