0 kommentarer

Hestehovedtågen af Ola Bauer

af d. 30. juni 2014
Info
 
Forfatter
Genre
Sideantal

309

Udgivet

2013

ISBN

978-87-92439-12-3

Originaltitel

Hestehodetåken

 
Det er en svimlende sanseoplevelse at hoppe ombord i Ola Bauers “Hestehovedtågen”. Sproget er mættet af ordbilleder hentet i den rå natur, det utæmmede menneskesind og verdensaltet i al sin utilregnelighed. Selv om der er tale om en roman forfattet i prosa, synes hver sætning at være skrevet i blod af en manisk lyriker på psilocybinsvampe. Det er pragtfuldt!

Handlingen finder sted i Oslo i 1951. Tom er en 10-årig drømmer, der bor hos sin mor, den smukke maler Lister, i en stor villa. Toms far var en driftig pølsemager, men blev lidt for glad for besættelsesmagtens magt og midler under krigen. Han blev likvideret af en modstandsgruppe anført af sin egen svend, vildmanden Munken. For den gerning blev Munken sendt i koncentrationslejr og ville være omkommet, hvis Lister ikke havde besnæret den stedlige nazikommandør og overtalt ham til at skåne Munkens liv.

Efter krigen stemples Lister som feltmadras, men er ophøjet ligeglad – hun ved selv, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. Munken kommer hjem til Norge og tilbeder sin billedskønne redningskvinde. Men hun vil hellere have den blodfattige krigsflyver og jazzpianist, Robert, der flytter ind i villaen og blasert lader sig forsørge, men han fylder stuerne med sin let depressive musik.

Og så ankommer den islandske naturpige Helga i en duft af får, lava og oprørt hav. Tom og Robert falder pladask for den særegne skønhed, der på sin side hellere vil have Munken, som igen kun er interesseret i Lister. Alle prøver at forføre alle, og Tom mærker for første gang “tømmerblyanten” i sine bukser.

Det er en herlig historie fyldt med burleske situationer. En juleaften, der går helt over gevind i syrede gaver (bl.a. en tørret hvalpik), kogt fårekød og vanvittig jalousi. En vinterolympiade, hvor Tom fantaserer om at være den berømte, men ringeagtede japanske langrendsløber Yamamoto, mens den evigt fordrukne og storrygende Munken prøver at få et interview med en norsk skihelt midt ude på løjpen.

Bogen starter med, at en sejlende stiv Munken løfter den halvsovende Tom op i sine barkede næver og begejstret udbryder: “Din hud er blød som mågelort.” Tom ved naturligvis ikke, om han skal le eller græde, men ender med at komme til at elske og beundre den fri fugl, Munken.

Senere kommer den storlemmede islandske pige til: “Helga undrede sig lidt over det norske folkefærds underlige vaner, men accepterede alt med naturbarnets åbenhed og entusiasme, en kvinde fra havet, vant til får, sten og ubesejrede guder, som havde én skelsættende oplevelse under sin opvækst, den sprøde lyd af tørrede hvalpikke, der gned mod hinanden, de hang ned fra loftet i stuen indtil hun blev så høj, at hun stødte ind i dem, et traume der senere udviklede sig til et skævt nik med hovedet og en fejende håndbevægelse hver gang hun kom ind i et rum.”

Som det ses, leverer Jannie Jensen en flot, flot fordanskning. “Hestehovedtågen” er skrevet af en ægte, alt for tidlig død skønånd, som minder os om, at livet skal nydes hovedkulds, smaskende og forelsket snarere end set fra oven med syrligt kritiske øjne.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter