0 kommentarer

Hemmeligheder af Lesley Pearse

af d. 5. februar 2008
Info
 
Sideantal

501

Udgivet

2007

ISBN

978-87-90189-86-0

Originaltitel

Secrets

 

“Hemmeligheder” er en dejlig dameroman fra England i tiden omkring 2. Verdenskrig.

Lesley Pearse har skrevet 11 romaner, men indtil videre er kun to af dem blevet oversat til dansk. Og det er en skam, for Lesley Pearse er i samme klasse som forfattere som Maeve Binchy og Marcia Willett.

Hovedpersonen i “Hemmeligheder” er Adele. I romanens start i 1931 er hun 12 år, og bor sammen med sine forældre i et af de fattigere kvarterer i London. Hendes elskede lillesøster Pamela bliver dræbt i en ulykke, og forældrene lader al deres sorg gå udover Adele. Efter et voldsomt skænderi mellem forældrene, som ender i, at moren overfalder Adele, bliver hun til sidst fjernet fra hjemmet og sendt på børnehjem.

Adele har aldrig haft et godt forhold til sine forældre, så i starten er det næsten en lettelse for hende at være kommet væk. Men desværre er børnehjemmet ikke noget rart sted at være, og til sidst stikker Adele af, og opsøger i desperation den bedstemor, som hun aldrig har set.

Honour bliver noget forbavset, da der pludselig står en 12-årig pige foran hendes dør og påstår, at hun er Honours barnebarn, men hun tager Adele til sig. Men som altid i en god dameroman, er der et utal af twists, før noget kan ende lykkeligt.

Adele forelsker sig i den unge rigmandssøn Michael, men det er en alliance, som ikke er velset. Rose, Adeles mor, stikker af fra den institution, hun var indlagt på, og opsøger Honour, som ikke bliver spor glad for at se hende. Og så bryder 2. Verdenskrig ud.

Som jeg skrev indledningsvist, er “Hemmeligheder” en rigtig dejlig dameroman, så kan man ikke lide den genre, skal man holde sig langt væk. Men læser man den som en dameroman, er man herligt underholdt i mange timer.

Pearse tegner sine personer levende, og man føler med dem i alle de fortrædeligheder, de må ud i. Tingene bliver forklaret tydeligt, og det kan man lide eller ej, men sproget er flydende, og historien medrivende, og man har ikke lyst til at lægge den fra sig, før den er slut.

Jeg nød at slappe af og slippe væk fra virkeligheden, mens jeg læste denne dejlige roman. Og jeg håber, at Sommer & Sørensen tager fat på at oversætte flere af Lesley Pearse romaner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter