0 kommentarer

Helligt forræderi af James Forrester

af d. 3. oktober 2011
Info
 
Sideantal

450

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7677-238-3

Originaltitel

Sacred Treason

 

Året er 1563. På Englands trone sidder dronning Elisabeth, og efter år med religiøse stridigheder er det nu den anglicanske protestantisme, der håndhæves som den officielle tro. Men langt fra alle er tilfredse med en protestantisk dronning, og der er kræfter i arbejde for at vælte Elisabeth og erstatte hende med den skotske – og katolske – Maria Stuart.

Det er William Harley, Clarenceux King of Arms dog ikke særlig interesseret i. Han er godt nok katolik, men arbejder som dronningens loyale embedsmand, og han ønsker blot at have sin tro, sin familie og sit job i fred. Men en aften efter spærretid banker det på døren. En ældre bekendt, Machyn, betror Clarenceux en krønike med ordene: “To dronningers skæbne afhænger af denne bog”.

Pludselig befinder Clarenceux sig midt i en hemmelig loge og er uden sit vidende blevet dybt involveret i en sag om højt forræderi og religionsstridigheder. Sammen med Machyns enke må han tage flugten ud af London for at finde ud af, hvilken hemmelighed krøniken indeholder – og måske redde livet.

Man behøver ikke at være velbevandret i engelsk historie for at få noget ud af James Forresters spændende historiske thriller “Helligt forræderi”. Han tegner et letforståeligt billede af tiden og personerne, så man hopper ind i historien uden problemer. Samtidig mærker man tydeligt, at han kender sit stof indgående, uden at det dog nogensinde ryger over i et foredrag.

Historien er velfortalt og spændende, og den historiske kulisse er som sagt utrolig velbeskrevet. Jeg blev hurtigt fanget ind af plottet og slugte romanen over et par aftener. Nu glæder jeg mig bare til efterfølgeren, som James Forrester ifølge forlaget er i fuld gang med at skrive.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter