0 kommentarer

Hellboy in hell volume 2, the death card af Mike Mignola

af d. 19. september 2018
Info
 
Sideantal

140

Udgivet

2016

ISBN

978-1-5067-0113-4

 

Hele præmissen for dette album er at Hellboy er død og sendt til helvede, hvilket ikke burde komme som en overraskelse for en gennemsnitlig Hellboy-fanatiker, da hans død var den sensationelle afslutning på “The storm and the fury”. Det troede man så skulle sætte en stopper for Hellboys martrede sjæl, som Mignola har pisket rundt i manegen på jagt efter figurens oprindelse. En identitetskrise der har kørt over alt for mange år og alt for mange album. Før var Hellboy den paranormale lovhåndhæver, der satte en stopper for diverse dæmoners ondsindede planer, men med hans opsigelse fra BRPD (bureauet for paranormal efterforskning), har hans liv været dikteret af hans forhistorie. Inden for filosofien kaldes det determinisme – det er der hvor dit liv bestemmes af de handlinger du allerede har begået og ikke de ting du kommer til at gøre. Og med determinismen som fundament under manuskripterne, har den kære Hellboy været reduceret til en målløs tilskuer, hvis skæbne var fastlagt at ting der allerede var sket. Indimellem måtte han agere boksebold, så meget at han til sidst døde af det. Med serien i det spor gik de store kvaliteter tabt. Hellboys latente følelsesmæssige sårbarhed kombineret med et dæmonisk udseende og en drivende gotisk uhygge, var jo det der gjorde serien så fed. Førhen.

Nu sætter Mignola så punktum. I første bind af ’Hellboy in Hell’ snigmyrdede Hellboy Satan selv, og bind to handler om konsekvenserne i et helvede uden leder. De dæmoner der før blev holdt i ave af den onde selv, søger nu enten selv magten eller beskyttelse hos dem der tør tilrane sig den. Midt i al balladen er Hellboy, der lige når at møde sin søster, inden han for alvor takker af.

Der er svage tendenser til en tilbagevenden til fortidens storform, hvor vi oplever Hellboy som de svages protektor, da en vampyrdæmon han selv har sendt til helvede går amok. Her træder Hellboy i karakter, og samtidig genfinder han den der sårbarhed der adskiller ham fra en hjernedød Hulk. Men der er også rester af det skidt som har undermineret universet så længe, altså alt vrøvlet. Der er Hellboys søster, som blot bringer mere kaos til den kakofoni af forvrøvlet støj, som figurens diffuse oprindelse stadig er gennemsyret af. Han er både i familie med djævle, men også en efterkommer af kong Arthur, på samme tid kastet ned på jorden af en eksplosion i helvede, som af et nazistisk overnaturligt ritual. Entydighed er ikke Mignolas styrke.

På trods af albummets svagheder, er der skruet ned for vrøvlecitater af okkulte remser, og der er ryddet gevaldigt op i manuskriptet, så plottet fremstår tydeligt og forståeligt. Eller i hvert fald mere tilgængeligt, for det roder sgu stadig med skeletter og knopskydninger i den allerede unødvendigt detaljerede og rodede oprindelseshistorie. Den kunne Mignola godt have ladet ligge, og så burde albummet her have været to album, han presser for mange opgør og småfortællinger ned i de forholdsvis få sider. Der er flere af fortællingerne her der sagtens kunne bære lidt mere dybde, for man sidder som læser stadig lettere forvirret tilbage, imens Hellboy rydder kraftigt op i helvedes dyb. Slutningen er viser igen gode takter, men den er altså også en definitiv afslutning på figuren, og det er måske (desværre) en lettelse?

Lån tegneserien på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter