0 kommentarer

Heksejægerens lærling af Joseph Delaney

af d. 28. oktober 2007
Info
 
Sideantal

259

Udgivet

2005

ISBN

87-626-0138-5

Originaltitel

The spook's apprentice

 

Thomas J. Ward er den syvende søn af den syvende søn, og det er derfor blevet pålagt ham at blive lærling hos selveste Heksejægeren. Det er et frygtet og forhadt embede blandt almenfolk, idet det rygtes, at Heksejægeren og hans lærling altid bringer ondskab og grumme væsner med sig – hvilket Thomas får at mærke fra sine allernærmeste. Som elev på prøve skal han lære at bekæmpe skræmmevæsner, gengangere og hekse – og passe på landsbypiger med spidse sko; og det er ikke altid lige nemt!

Samtidig kommer han også til – i al sin uvidenhed – at slippe den ondeste heks af alle, Moder Malkin, løs, så nu skal han ikke bare koncentrere sig om prøveperioden, men også om at få stoppet heksen og hendes grusomme sammensvorne – og det er måske lidt mere, end han kan klare?

“Heksejægerens lærling” er en udmærket omgang fantasy-gys. Den er let at komme igennem; evigt spændende og dramatisk. Beskrivelserne er livlige og handlingen er begivenhedsmættet. Der sker hele tiden noget nyt, som man som læser skal tage stilling til.

Karaktererne i bogen er sjove, godt skildrede og ligefremme. Handlingen er godt struktureret og alt, hvad der sker, passer fint ind i den overordnede handling. Man kommer godt rundt i Herredet, som egnen kaldes, og får samtidig en godt introduktion til de væsner, der nu findes.

Jeg glæder mig til at læse videre i serien. Denne bog er første bind i serien “Wardstenen” og kan læses fra 10 år. God fornøjelse 🙂

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter