0 kommentarer

Heksedatteren af Sabrina Mose

af d. 1. august 2017
Info
 
Sideantal

260

Udgivet

2017

ISBN

978-87-7190-486-4

 

I fantasyromanen “Heksedatteren” møder vi den unge Alvira, der bor med sin mor i en lille landsby. Bogen starter dog meget voldsomt, da Alviras mor, Agathe, bliver hentet af byens præst samt mange af byens borgere for at blive brændt på bålet som heks. Og at hun er en heks, er der som sådan ikke nogen tvivl om, men hun er en såkaldt hvid heks, der ikke støtter djævlen. Onde kræfter er dog på spil, og Agathe ved at hun ikke kan redde sig selv, men måske har hendes datter en chance. Alvira har ikke magi i sig, så derfor er det kun Agathe, der brænder på bålet den nat. Men det sker ikke uden larm og rabalder, og mange af beboerne samt præsten må lide samme skæbne som heksen, da hun fremmaner flere kraftige lynnedslag, inden hun dør. Alvira er naturligvis meget ked af tabet af moderen, men finder trøst hos vennen Thor, der selv er halv-kæmpe og derfor også ved hvordan det er at være anderledes. Og netop anderledes må det siges, at Alvira er, selvom hun ikke tror hun har magi i kroppen. Hendes mor har nemlig efterladt hende en mægtig arv, som mange af de mørke og onde hekse gerne vil have fingrene i. Så nu gælder det for Alvira at kunne skelne ven fra fjende, da selveste djævelen har en finger med i spillet…

Jeg synes det er en rigtig spændende ungdomsbog, som sagtens kan læses af voksne også. Alvira er som hovedperson en skøn blanding af ydmyg jomfru samt kæmpende amazonekvinde. Hun vokser med den opgave hun har fået af sin mor, og venskabet med Thor tegner til at blive rigtig spændende. Sabrina Mose har virkelig sørget for spænding fra start til slut og jeg håber, at hun kommer med flere bøger om Alvira og Thor, det virker bestemt ikke som om, at de kan afholde sig fra flere magiske eventyr.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter