0 kommentarer

Harry Potter og det forbandede barn del et & to af J.K. Rowling, John Tiffany & Jack Thorne

af d. 30. oktober 2016
Info
 
Sideantal

370

Udgivet

2016

ISBN

978-87-02-21569-4

Originaltitel

Harry Potter and the Cursed Child, Parts One and Two - Oversat af Hanna Lützen og Mette Nejmann

Udgave

1. udgave

 

Som så mange andre er jeg temmelig fanget af Harry Potters verden. Jeg synes, J.K. Rowlings bøger er en gave til os fantasy fans, men samtidig anså jeg dem også for en slags krimier, der var i hvert fald altid gåder, der skulle løses. Jeg havde egentlig tænkt mig at vente med at læse ‘Det forbandede barn’, da der på forsiden står: “Første udgave af manuskriptbogen”. Betyder det, at der kommer en revideret eller komplet udgave senere? Jeg ved det ikke.

Historien starter med sidste kapitel i ‘Dødsregalierne’, hvor Harry, Ginny, Hermione og Ron tager afsked med deres børn på King’s Cross stationen, inden de skal med toget til Hogwarts. Harry og Ginnys søn, Albus Severus bliver mod al forventning optaget på Slytherin og bliver bedste venner med Malfoys søn, Scorpius. På deres fjerde år på skolen vælger de at rode sig ud i en rejse i tiden, for at redde Cedric Diggory fra at dø i Turneringen I Magisk Trekamp, som foregik i ‘Harry Potter og flammernes pokal’.

Historien er både interessant og spændende, der kommer flere rørende scener og overraskelser. Alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af, at det gik lidt for stærkt. Man kommer ikke rigtig ind under huden på historien og personerne, når det er skrevet i manuskriptform, jeg ville som mange andre have ønsket mig en rigtig roman. Jeg har ikke været i teatret i mange år, så jeg sad flere gange og undrede mig over, hvordan de mon har lavet det på scenen, men som det ser ud lige nu, skal man vist til London for at se stykket opført på West End Palace Theatre.

Bogen er en rejse frem og tilbage i tiden, og bliver hurtigt en blanding af ‘Fangen fra Azkaban’ og ‘Tilbage til fremtiden 2’, hvor det gik grueligt galt, når man lavede om i fortiden. Det bliver også i denne historie ganske underholdende, især når vi pludselig møder døde personer….ja, det er lidt kryptisk, men der skal på den anden side ikke afsløres for meget. Læs hellere bogen!

Selvom den er læst på en aften, er bogen uundgåelig for Potterfans. Det var sjovt at læse en bog i manuskriptform, selvom den ifht. at læse en roman virker som at spise en flødeskumslagkage uden flødeskum. Et par fejl fandt jeg desværre også; Harry der viser et tæppe til Harry, og Harry der kaster en besværgelse uden tryllestav. Hmmmm. Måske bliver det rettet i en revideret udgave?

J.K. Rowling har desværre proklameret, at dette bliver den sidste Harry Potter historie. Det synes jeg er temmelig trist. Der må ligge mange gemte historier i den verden, og jeg foretrækker bestemt Potter historier frem for de lidt halvlunkne voksen krimier, hun skriver for tiden. ‘Det forbandede barn’ fik i hvert fald magien frem igen, og den sniger sig lige op på fire stjerner.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter