0 kommentarer

Harpiks af Ane Riel

af d. 18. juli 2016
Info
 
Sideantal

256

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7973-762-4

Udgave

1. udgave, 2. oplag

 

”Der var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Jeg var der. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Det var juleaftensmorgen, og det sneede en lille smule, men en rigtig hvid jul blev det ikke det år.”

Sådan starter bogen – min interesse blev straks vakt, og den holdt sig hele vejen.

Der er mange forskellige måde man kan leve sit liv på. I bogen ”Harpiks” møder vi brødrene Mogens og Jens, der vokser op hos deres forældre på Hovedet. Deres far, Silas, er en dygtig håndværker, han oplærer dem i sit snedkerværksted og lærer dem at holde af træ og behandle træet med stor respekt. Han er lidt af en samler – kommer ofte hjem med ting han har fundet og som han måske senere kan få brug for.

Mogens kan ikke holde det isolerede liv ud, og flytter væk – men Jens bliver, og da Silas dør er han og moren alene – indtil moren ansætter Maria til at gå til hånde, og Maria og Jens forelsker sig. Maria bliver gravid og føder tvillinger, Carl og Liv – hun bliver efter fødslen af tvillingerne tykkere og tykkere og kan til sidst ikke komme ud af soveværelset

Jens har arvet Silas’ samlermani, og tingene hober sig op på ejendommen, men han ser det ikke. Maria generes af rodet, og forstår ikke hvorfor de ikke kører det på lossepladsen – men ligesom Else må hun efterhånden opgive at ændre på det.

Jeg blev fanget fuldstændig ind i det univers der beskrives i bogen – det er fantastisk godt beskrevet.

Selv om det er en højst speciel familiefortælling, fremstår den virkelig og troværdig. Måske fordi man som læser ser tilværelsen gennem barnets øjne, Liv, som ikke kender til andre måder at leve på, og for hvem det er helt naturligt at bo i en container blandt bunker af ophobet affald og se sin far slå farmor ihjel. Den handler om Jens’ angst for forandringer, om kærlighed til sin datter, som han er bange for at miste og med alle midler ønsker at beskytte – og om en mand, der bliver mere og mere sær, jo mere han isolerer sig selv og sin familie fra omgivelserne.

Det er også en historie om ikke at blande sig. Selv om der nok er nogle stykker, der har på fornemmelsen, at der noget galt ude på Hovedet, så blander man sig ikke i andres sager. Man kan være nysgerrig, og der verserer nogle rygter, men der stopper det så.

Bogen var nomineret til DR romanprisen 2016.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter