0 kommentarer

Hans af Charlotte Strandgaard

af d. 17. november 2014
Info
 
Sideantal

339

Udgivet

2014

ISBN

978-87-21-02865-7

Originaltitel

978-87-93128-10-1

 

”Hans” er forfatteren Charlotte Strandgaards fortvivlede forsøg på at forstå sin alt for tidligt døde søns sygdom og liv – og sin egen andel i det. Bogen er samtidig en form for selvterapi: Kunne jeg have gjort mere? Var jeg en god mor?

Bogen er affattet i du-form. I starten er de mange små kapitler punktnedslag i den unge, ret normale Hans Strandgaards liv. Besøg hos bedsteforældrene. Samvær med kammeraterne. Diskussioner med moren. Ofte slutter disse “billeder” med et bønfaldende spørgsmål om, hvorvidt denne eller hin hændelse nu var årsag til, at drengen blev sindssyg. “Var det derfor, Hans?”

Hans er her godt 12 år og næsten 1,90 cm høj. Han er begyndt at få uforklarlige angstanfald og må til en børnepsykolog, der dog ikke finder graverende problemer.

Der tegner sig billedet af en mor, der er begravet i sit forfatterskab og sine feministiske projekter og måske derfor er for eftergivende over for sønnens luner. Gang på gang siger hun undskyld for ting, der ikke er nødvendige at undskylde for; gang på gang giver hun efter for ønsker, hun egentlig selv er imod. Og drengen gennemskuer hende. Han er følsom og usædvanligt godt begavet. En ond cirkel er ved at opstå.

Charlotte Strandgaard bliver skilt, finder sig en ny mand og får tvillinger. Hun indretter en garage “næsten som et etværelses lejlighed” til den ret umodne søn, der begynder at ryge hash og dumper ud af gymnasiet i 2.g. Derouten fortsætter og glider umærkeligt over i noget andet.

Hans prøver at begå selvmord som 18-19-årig. På kollegieværelset finder moren en bog med mystiske tegn og symboler. “Den værste tegning var et ansigt, der var en forvreden karikatur af dit. Nogle forvredne kulsorte fugle med synligt skelet spiste din hjerne…” Hans overlever og udskrives til Nordvang. Diagnose: Skizofren psykose. Han er besat dæmoner, der vil have ham til at gøre de grimmeste ting. Mord, voldtægt. Heldigvis får han også besøg af engle, der hjælper ham i kampen mod det onde.

Fra Nordvang går det til Skt. Hans. Hashrygningen udvikler sig til et decideret stofmisbrug, som forværrer sygdommen. I perioder bor han i egen lejlighed, hvor han generer naboerne med høje skrig. Bogen er krydret med snesevis af behandlersystemets udtalelser om Hans’ sygdom og små, knivskarpe noter forfattet af patienten selv

”Hans” er en hjerteskærende, men også smal bog. For Strandgaards trofaste læsere vil den fungere som en slags nøgle til forfatterskabet. Også for mennesker, der selv har haft sindssygen helt tæt på, er bogen god at blive klog af. Omvendt skal ”Hans” ikke anbefales til almindelige romanelskere og happy end-aficionados – dertil er den for sort, trist og indadvendt. Og alt for detaljeret i beskrivelsen af sygdomsforløbet.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter