0 kommentarer

Han af Eva Tind

af d. 31. marts 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

150

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-15411-5

 

På trods af forfatterens gode intentioner er “Han” en af de bøger, som jeg ikke kan få mig selv til, at give mere end en enkelt stjerne. En dårlig anmeldelse er skidt når forfatteren skriver om et vigtigt emne, men ikke formår at komme ud over rampen med sit budskab.

Eva Tind er født i Korea, men blev som spæd adopteret af et dansk par og har derfor levet størstedelen af livet i Danmark. For at lære om sin egen baggrund beslutter Tind at rejse til Nordkorea, hvor hendes far er født.

Som det er de fleste bekendt er Nordkorea et af verdens mest lukkede lande, hvor staten kontrollerer alt; turister må ikke færdes alene på gaderne, der må ikke tages fotos af befolkningen, du må ikke tale med befolkningen, og det er den nordkoreanske stat, der bestemmer hvilke ting man må se, hvad man spiser og hvilke ting, der må medbringes i kufferterne.

For en person, der er opvokset i Danmark føles Nordkorea som en spændetrøje, men selvom det slider på nerverne at besøge et så lukket land virker det som om, at forfatteren ønsker at finde noget i Nordkorea, der binder hende til landet – burde hun ikke føle sig mere hjemme? – og hvorfor føles det så fremmed når hun nu er født i Nordkorea?

Flere passager i bogen er spændende, det er interessant at læse om, hvordan en vesterlænding oplever at blive vist rundt i et lukket land, hvor befolkningen ikke har selv basale frihedsrettigheder. Det er også spændende at læse om, hvordan mennesket har behov for at vide hvor man kommer fra og hvordan det påvirker psyken at føle sig fremmed i både fødelandet og det land, hvor man er opvokset. Bogen er en væsentlig fortælling om at finde sig selv.

Når det er sagt må jeg også sige, at “Han” er en sproglig rodebunke, der veksler mellem dagbogsbeskrivelse, metaforer, der ikke rigtig hører hjemme i denne type bog og beskrivelser af samtaler med de øvrige rejsende i den gruppe, som forfatteren er sammen med. Det, der generer mig allermest ved denne bog er nok, at jeg oplever bogen som uforløst. Jeg savner beskrivelser af, om det har gjort forskel for forfatteren at være i Nordkorea, og i stedet for lange passager med beskrivelser af samtaler med de øvrige rejsende havde det været mere relevant at forfatteren selv fortæller mere om hvordan rejsen påvirker hende.

Denne bog var ikke min kop the, emnet er spændende, men rent sprogligt er bogen umådeligt ringe skrevet, og derfor kan jeg kun give denne bog en enkelt stjerne.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter