0 kommentarer

Gulddronning, perledronning af Margaret Skjelbred

af d. 5. november 2008
Info
 
Sideantal

216

Udgivet

2006

ISBN

87-02-04405-6, 978-87-02-04405-8

Originaltitel

Gulldronning, perledronning

 

I “Gulddronning, perledronning” fortæller den nu voksne Signhild om sin barndom. Handlingen kredser om den sommer lige inden hun starter i skolen, hvor hendes morfar var verdens omdrejningspunkt. Han kunne fortælle de bedste og mest spændende historier om prinsesser, trolde og bjerge, historier som den lille pige slet ikke kunne få nok af. Signhild er dog ikke en almindelig sorgløs pige, hvilket man hurtigt fornemmer. Der er hændt hende noget tidligere i barndommen, inden morfar, men hun har fortrængt det og lever i et lykkeligt nu med sin elskede morfar.

Langsomt begynder fortiden at dukke op i Signhilds erindring, men det er ikke med hendes gode vilje, for hvorfor huske på noget, man helst vil gemme langt væk? Det skræmmende Natbillede med de onde hænder, som giver hende mareridt og som hun gør alt for at fortrænge. Selvom morfar er godheden selv, ved han godt, at sandheden må frem i lyset, og han lokker lige så stille Signhild ud af fortrængelsens bjerg, for at komme igennem det onde og ud i verden igen. Signhild bliver langsomt opmærksom på verden udenfor igen, samt begynder at huske brudstykker fra den tid, hun boede med sin mor.

Romanen er en meget rørende fortælling om et forsømt barns evne til at lukke det onde ude. Hendes verden består kun af morfaren, som er det eneste gode hun har. Man kommer dog også tæt på morfaren, der selv har en sørgelig fortid, samt er meget bevidst om sin egen rolle i, hvad der bedst kan kaldes en familietragedie, der dækker over flere generationer. Morfaren prøver lige så langsomt at give barnebarnet flere gode ting at holde fast i. Hans historier lokker hende ud af fortiden og er med til at genskabe hendes karakter og forstå hvad der skete i hendes tidlige barndom.

Margaret Skjeldbred har skrevet en meget smuk roman, der virkelig rører læseren. Den trænger meget dybt ind og læseoplevelsen man får, vil man meget sent glemme. Forholdet mellem den gamle mand og barnebarnet er beskrevet så detaljeret og smukt, at det går lige til hjertet og for denne anmelders vedkommende røg tankerne straks tilbage til mine egne morforældre. Både med glæde over alle de fantastiske oplevelser, men også med sorg over en efterhånden svunden tid, som aldrig kommer tilbage.

“Gulddronning, perledronning” er på mange måder en roman, man sent glemmer.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter