0 kommentarer

Gulag øhavet bind 2 af Aleksandr Solsjenitsyn

af d. 23. oktober 2019
Info
 
Sideantal

411

Udgivet

1975

ISBN

87-00-39001-1

Originaltitel

Archipelag Gulag, oversat fra russisk af Ole Husted Jensen

 

Solsjenitsyns forsøg på et kunstnerisk studium dykker videre ned i den menneskelige ondskab. Jeg kan ikke se anden måde at beskrive Sovjerruslands GULAG-system på. Det er et rendyrket studie i menneskets højeste ondskab.

Han gennemgår eksempler på de ‘uofficielle’ domstole, tribunalerne med offentlige rettergang. De kører sideløbende med de autoriserede retsinstanser og de er effektive: antallet af henrettelser er i året 1918 højere end det samlede antal henrettelser i de forgangne 80 år. Der kører tribunaler mod hele samfundsgrupper, for eksempel ingeniørerne, der dømmes skyldige i skidt og kanel. Arbejder de for hurtigt er det hastværk med kontrarevolutionært sigte, er de grundige (og langsomme) er det sabotage og forhaling, og opfinder de noget nyt er det forringelse af kapitalbeholdninger.

Tro nu ikke at et tribunal er det samme som en domsstol, for som anklager Kylenko forklarer: “Et tribunal er et organ for arbejdernes klassekamp rettet mod dets fjender.”  Her dømmes anklagede ud fra ‘den klassemæssige hensigtmæssighed’, der kort sagt betyder at man kun får lov at leve så længe det er hensigtsmæssigt for arbejderklassen. Og tribunalet bedømmer hvorvidt et individ nu er hensigtsmæssigt eller ej, og på den måde får millioner af russere besked om at deres eksistens er uhensigtmæssig. George Orwell kan roligt gå hjem og vugge.

Efter domsafsigelsen kom transporten til gennemgangsfængslerne, først i ufatteligt pressede togvogne, hvor der var så mange fanger at flere hang presset op mod tremmer og vægge, løftet fri af gulvet af andre kroppe. Mange omkom hængende der som en kontrarevolutionær Jesus. Andre var mindre heldige; de blev smidt som krebs ned i lastrummet på en pram og transporteret i måneder på små floder. Som Solsjenitsyn tørt bemærker, det var ikke transport, det var en langsom død.

Fra togene blev fangerne læsset om i busserne, stålkasser uden vinduer, proppet med fanger, men her med både mænd og kvinder, så flere for første gang i måske flere år så et medlem af det andet køn. Bussernes mørke var også stedet hvor en kvinde (dømt tidligere på dagen for en eller anden ikkeeksisterende forbrydelse), blev voldtaget og bestjålet af intet mindre end 14 mand. Og her bør man erindre, at den umenneskelige sammenstuvning jo ikke var en bevidst straf, men ganske enkelt skete fordi det var det letteste. Når systemet står over mennesket, bliver alle umennesker.

Man orker næsten ikke flere modbydeligheder, men det bliver ved og ved, som i gennemløbsfængslerne hvor fangerne ventede på at den øverste ledelse skulle få fingeren ud og udvælge den lejr fangerne skulle sendes til. Det havde øverste ledelse slet ikke resurser til, så det overlod man til en priviligeret fange der altså bestemte over sine medfangers skæbne; en tur til den forkerte lejr betød døden. For at sikre sig en tur der ikke per automatik blev livets endestation, handledes der med mad, tøj, cigaretter, kort sagt: ALT. Kvinder blev linet op nøgne og nærstuderet, i en nøje udvælgelse af kommende konkubiner for fængselsbetjente og deres lakajer. Lejrkommandanter mødte op i fængslet for at udvælge de stærkeste fanger til netop deres lejr, for de lejrfanger der havde arbejdet sig til døde skulle hurtigt udskiftes, så lejren nåede sine produktionskvoter.

Og tænk sig, mens man sidder og venter i gennemløbsfængslet, hvor der end ikke er nok lokumsspande (eller skeer og tallerkener, så den tynde suppe modtages i frakkeskørter og støvleskafte), udnyttes ens arbejdskraft af fængselsledelsen, der udlejer slavearbejdere til lokale forretningsdrivende.

Solsjenitsyns beretninger fra Gulag er ligeså grumme og umenneskelige som beretninger fra nazisternes udryddelseslejre. Samtidig skriver manden med stor omtanke, siderne er spækket med kritisk refleksion over kommunismen, – hvad enten den bygger på Marx, Lenin eller Stalin. Selv Trotskij, der er blevet hyldet i vesten, får et godt skud for boven.

Uden at Solsjenitsyn selv opdager det, får læseren faktisk også serveret den russiske mafia i sin vorden. Det kunne Solsjenitsyn ikke vide da han skrev sit studie.

 

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter