0 kommentarer

Gudspartiklen af Mads Peder Nordbo

af d. 9. juni 2015
Info
 
Sideantal

341

Udgivet

2015

ISBN

978-87-7159-358-7

 

I sin tredje roman byder Mads Peder Nordbo på en sammenkogt ret bestående af to hovedingredienser: Kærlighed hinsides døden og jagten på Higgspartiklen (også kaldet Gudspartiklen), der kan generere mere energi end store atombomber og måske skabe sprækker i tid og rum.

Nordbo pifter op med et stænk magisk realisme i form af sjælevandring, dødebøger og selve Livets Nøgle; en tung guldkugle, der kan frigøre de guddommelige kræfter i Pagtens Ark. Til sidst tilføjer han en teskefuld Indiana Jones og en knivspids af Dan Browns “Engle og dæmoner”, og så er der serveret.

Kort før handlingens nutid ofrer Mikkels kæreste, Veronika, sit liv i et sælsomt eksperiment om kærlighed og død. Det slår Mikkel så hårdt ud af kurs, at han skrinlægger sin ph.d.-afhandling i atomfysik og nu blot tåger rundt på Vesterbro i en rus af rom og håndfulde af nervepiller, der giver ham lange blackouts.

Siden sin barndom har Mikkel haft en uforklarlig faible for døde børn. Han bliver derfor dybt berørt, da han hører om fundet af et ukendt barneskelet på en kirkegård i Høje Taastrup.

På en druktur med vennen Patrick møder han den smukke hypnotisør, Tosca, som fortæller, at han er ved at finde et eller andet uvist og skal blive ved med at lede. Tosca viser sig at besidde særlige evner for at helbrede folks sjæle med sine bløde hænder, og det har Mikkel i den grad brug for.

Hjemme i lejligheden finder han et hul i bagbeklædningen på sit garderobeskab, klatrer igennem og står i en lejlighed magen til sin egen. Bortset fra at denne har stået urørt siden 1943. På den støvede grammofon ligger Mahlers Kindertotenlieder. I et sybord er skjult en logbog, hvori fire personer har skrevet noter om en meget kraftfuld energikilde, der måske kan vække de døde til live igen. En af forfatterne er Niels Bohr.

“Pagtens Ark… Første energireaktor… Alle, der så arkens lys, døde.”

Dateret i krigens sidste år kan det lyde som forstudierne til atombomben. Men Mikkel ved instinktivt, at der gemmer sig en dybere sandhed i de gamle noter.

Pludselig opsnapper fremmede agenter, at Mikkel er på nippet til at finde Gudspartiklen, og så bliver det farligt. Er det udsendinge fra Vatikanstaten, der for enhver pris vil sikre monopolet på guddommelighed? Problemet er, at Mikkel kun har nogle ledetråde. Nøglen befinder sig angiveligt i Addis Abeba i Etiopien, hvor også Pagtens Ark ifølge legenden er gemt. Og nu går den vilde jagt: Den, der finder nøglen, finder Gud – eller får selv adgang til overjordiske kræfter.

Slutningen på “Gudspartiklen” er gået for stærkt. Der jappes gennem liv og død, gud og evigheden i alt for højt tempo. Sjusk og usandsynligheder søges skjult i store totter af filosofisk-videnskabelig lommeuld.

“Gudspartiklen” er ikke ueffen som dansk bidrag i “Da Vinci Mysteriet”-genren. Nordbo har evnerne og fantasien til at prøve kræfter med Dan Brown. Med tiden kommer forhåbentlig også tiden og tålmodigheden, som kræves for at skabe den helstøbte historie, der hænger sammen fra start til slut.

 
Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter