0 kommentarer

Guds hånd af Philip Kerr

af d. 29. februar 2016
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

327

Udgivet

2016

ISBN

978-87-7146-504-4

Originaltitel

Hand of God

Udgave

1. udgave

 

Enhver fodboldtosse ved, hvad Guds hånd er: Maradonas svinestreg i 1986 i Mexico, da Argentina slog England 2-1 i kvartfinalen, og Maradona – uset af dommeren – tog hånden til hjælp for at score et af sine spektakulære mål. Bagefter brugte den lille spradebasse det famøse udtryk for at bortforklare sin udåd.

I sin 2. bog om den ihærdige fodboldmanager Scott Manson giver Philip Kerr begrebet Guds hånd en ny vinkel. Krimiaspektet fylder denne gang mere end i 1’eren, “Januarvinduet”, men det er stadig en spinkel undskyldning for at skrive op og ned ad stolper om fodbold, fodbold, fodbold. Kender du intet til især britisk fodbold, er der dømt offside. Husker du John Barnes? Sam Allardyce? Nej? Drop det.

Anywæh… Vi er i 2014. London Citys dynamo, den 29-årige russer Bekim Develi med det spadeformede røde skæg, der har givet han tilnavnet “Den røde djævel”, falder pludselig om i en Champions League-kamp på udebane mod græske Olympiakos. Mens de fanatiske tilskuere går amok på lægterne, ligger Develi og dør i græsset inde omkring midtercirklen. Om halsen har han et arabisk smykke, som manager Scott Manson aldrig har set før. Smykket kaldes hamsa – Guds hånd.

Natten inden den vigtige kamp har Develi, stik mod managerens ordrer, haft besøg af en prostitueret. Hun findes død i vandet ud for hotellet med en tung håndvægt om fødderne. Det græske politi tilbageholder hele London Citys trup, og Scott Manson giver sig nu selv til at grave i de to dødsfald for at sætte skred i tingene. Omkring dem er hele det græske samfund ved at gå i opløsning. Lægerne strejker, dommerne strejker, politiet er mere end almindelig ineffektivt. Hvis Scott ikke klarer (kik)ærterne, risikerer holdet at være strandet i Grækenland i ugevis…

… og hvad så med weekendens kamp mod Chelsea, hvis ejer, milliardæren Abramovich, har lovet sine spillere hver £50.000 i bonus for vinde?! Yes, fodbold handler i den grad om penge; om luksus og overforbrug i en målestok, der er svær at fatte for almindelige lønmodtagere. Og det er netop dét, forfatteren spiller på. Vores fascination af de nyrige opkomlinges usmagelige frådseri. Mobiler til £7.000, biler til 4-5 millioner, yachter til trecifrede millionbeløb.

Når man som jeg er hengiven fan af Philip Kerr, ikke mindst grundet hans mesterlige Berlin Noir-serie med den pilne research og den slebne replikbehandling, er det en kold tyrker at læse Scott Manson-bøgerne. De er ikke spor spændende, og de sidelange enetaler fra hovedpersonens side klinger så falsk, at det hviner i tandhalsene. At smide f-ordet ind i hver anden sætning gør ikke replikkerne mere realistiske, Mr. Kerr.

Serien er og bliver for fodboldtosser. Det er jeg, og så er der trods alt mange spøjse ting at fornøje sig med undervejs. Kerr ved tydeligvis mere om fodbold end den gennemsnitlige krimiforfatter. Det er både bøgernes styrke og store svaghed.

Pudsig detalje: Over en halv side bruges til at skamrose Kasper Schmeichel, der spiller for Leicester, og hans berømte far. Godt set, Kerr.

Lån bogen på Bibliotek.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter