0 kommentarer

Gudestorm af Anne-Marie Vedsø Olesen

af d. 6. oktober 2012
Info
 
Sideantal

1003

Udgivet

2012

ISBN

978-87-02-12992-2

Originaltitel

Gudestorm

Udgave

1.udgave

 

Da en hidtil ukendt arie af Mozart bliver fundet, øjner musikstuderende Gabriel et perfekt emne til sit speciale. Desværre er dens ægthed ikke bekræftet, og nogle siger endda, at den indeholder fejl. Men hvad Gabriel ikke ved er, at den har været skjult for omverdenen af en vigtig grund: Arien indeholder elementer, der kan vække den ægyptiske kaosgud Seth til live igen. Og det er netop dette, der sker på et museum i København, hvor man har spillet arien. Her står nemlig en statue af Seth, som hurtigt assimilerer sig ind i nutidens Danmark. Han skaber kaos i vejr og vind og forelsker sig i en af museets ansatte, Héloise. Héloise er veninde med Gabriel og ægyptolog. Ingen ved endnu at Seth er i live igen, men det varer ikke længe før hans tilstedeværelse opdages af en gammel loge, som er med til (i det skjulte selvfølgelig) at opretholde kosmos. Héloise bliver kontaktet af den gamle loge og drager med dem til Ægypten for at hjælpe dem med at indfange Seth igen, inden han gør for megen skade. Héloise er nemlig selv blevet besat af guden Isis, søster til Seth og gift med Osiris, som Seth i sin tid dræbte. Gabriel øjner at noget er helt galt og følger efter selskabet til Ægypten for at finde og hjælpe Héloise. Dette er dog nemmere sagt end gjort, da han nu bliver inddraget i en større aktion, hvor historien skal gentage sig selv i sin helhed for at verdensordenen kan oprettes. Alt dette er Seth dog ligeglad med. Han lever det søde playboy liv og gør lige hvad der passer ham. Han tiltrækkes af skønne mennesker af begge køn, men det er først da han møder den unge Victoria, at han finder kærligheden. Victoria har dog en mørk side, som selv en gud kan have svært ved at forstå.

Handlingen i “Gudestorm” er ganske svær at forklare på enkelt vis. Det er en samlet udgave af de tidligere udgivne romaner “Djævelens kvint”, “Tredje Ikaros” og “Gudernes tusmørke” og fylder derfor en del. Den ægyptiske gudefortælling er dog i højsædet, og Vedsø gør et flot arbejde med at genoplive historien for læseren. Og selv om handlingen er ret langt ude, holder den hele vejen igennem. Man holder med det unge par, Gabriel og Héloise, som tilfældigvis må stå forrest og kæmpe mod den skrupelløse gud Seth. Og det er bestemt ikke småting, de må ofre undervejs.

Det er altså bare en herlig fortælling! En skøn blanding af historie og fantasy, krydret med en god kærlighedshistorie oveni. En must read!

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter