0 kommentarer

Grif af Tom Schiøtte

af d. 4. juni 2009
Info
 
Sideantal

145

Udgivet

2008

ISBN

978-87-91947-31-5

 

Dansk fagzoolog og science fiction fan debuterer med 3 fortællinger om fremtiden. Gode historier i uanseelig indpakning.

Tom Schiøtte er en forfatter med mange værker og artikler bag sig – alle faglitteratur. Når en anerkendt zoolog (f. 1953) derfor sætter sig ned og skriver science fiction må der være noget på hjerte, og jeg gik til bogen med store forventninger. Det var også nødvendigt, for den ser virkelig ikke ud af meget, bogen. Diskret tekst, minimal forfatterinformation, og intet hype i pressemeddelelsen. Jeg spår den et meget ringe salgstal, uanset indholdet. Dét er nu ellers fint nok.

Titelnovellen beskriver Jesu genkomst til Jorden, hvor han endnu en gang, nu på rent videnskabelige præmisser, prøver at overbevise alle om verdens iboende herlighed. En meget klassisk fortælling, lidt distanceret fortalt måske, og uden den store personkarakteristik. Som magasinnovelle ville den have været ganske fin, i bogform venter jeg hele tiden på det der ekstra – som ikke kommer, selvom den slutter med et tvist som magasingenretypen foreskriver.

Bogens midte optages af ”Det tabte land”, samlingens længste og bedste novelle. Menneskeheden vender tilbage til Jorden, lang tid efter en nanoteknologisk katastrofe har lagt den øde. Menneskene indser hurtigt at de ikke er alene på deres planet og genbesættelsen bliver også til en genovervejelse over tingenes tilstand. Det er god og interessant science fiction, med tydelige hip til Clarke, endda med specifik reference ved brugen af et Clarketårn – en rumelevator. Længden gør også at Schiøtte får skabt lidt mere fyldige personer og det er et plus for helhedsindtrykket. Endnu bedre – noget der virkelig ligger mig på sinde – er at den foregår i Danmark, helt udramatisk og ligetil. Novellen er en fornøjelse og hele bogens pris værd.

Bogen afsluttes med kortnovellen ”Uintelligent design” – en ganske morsom lille fortælling, formet som en forelæsning langt ude i fremtiden, som ser tilbage på vores tid, og gør dette ganske underholdende. Dog ikke en novelle der huskes længe efter bogen er lagt væk.

Som debut er det afgjort en interessant samling og den giver helt klart smag efter mere fra Schiøttes pc.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter