0 kommentarer

Greven af Monte Cristo af Alexandre Dumas

af d. 27. juni 2016
Info
 
Sideantal

837

Udgivet

2014

ISBN

978-87-638-1217-7

Originaltitel

Le Comte de Monte-Cristo - oversat af Poul Einer Hansen

Udgave

4. udgave, 1. oplag

 

”Greven af Monte Cristo” er en klassiker, der er blevet læst af mange millioner læsere i de mere end 125 år, der er gået siden bogen udkom.

Bogen foregår fortrinsvist i den franske havneby Marseille i tiden efter den franske revolution og Napoleons kejserdømme i årene 1815-38.

Romanens hovedperson er 19-årige Edmond Dantes, der vender hjem til fødebyen Marseille efter at have sejlet med skibet ”Farao”. Han udnævnes til kaptajn for skibet og har store planer for livet, herunder at blive gift med sin catalanske kæreste Mercedes.

Desværre har Edmond Dantes to rivaler: fiskeren Fernand, der også er forelsket i Mercedes og purseren Danglars, der ligeledes har sejlet på ”Farao” sammen med Edmond Dantes – og som er grøn af misundelse over at Dantes blev udnævnt til skibets kaptajn. Herudover har Dantes også en fjende i skrædderen Caderousse, der hjælper Fernand og Danglars med at få skovlen under Dantes.

Fiskeren Fernand, purseren Danglars og medløberen Caderousse melder Edmond Dantes til myndighederne som ”bonapartist”, en hemmelig budbringer for Napoleon. Dantes fængsles af den kongelige statsanklagers fuldmægtig Villefort – og dømmes til fængsel på livstid på fæstningsøen If ud for Marseille.

Dantes bliver fange nr. 34 på If, men han graver sig ind til fange nr. 27, der viser sig at være den lærde abbed Faria, der lærer Dantes sprog, historie, politik og andre gavnlige ting. Inden abbed Faria dør fortæller han Dantes sin hemmelighed om en stor skat, som Dantes skal have, hvis han nogensinde slipper bort fra If.

Da abbed Faria dør undslipper Dantes fra øen ved at kravle ned i den døde abbeds ligsæk og svømme i land – efter at have været fange på If i 14 år.

Efter at vundet friheden følger Dantes de vejvisninger, som abbed Faria gav ham og finder skatten med guld og diamanter – og er nu en holden mand. De mange penge sikrer Dantes et liv i luksus og giver ham mulighed for at få den hævn over Danglars, Fernand og Caderousse, han har drømt om i 14 år.

Ni år efter at være blevet fri er fortællingen flyttet til Rom og Paris, hvor den nu 43-årige Edmond lever under identiteten Greven af Monte Cristo. Edmond Dantes bliver venner med Albert de Morcerf og Franz d´Epinay, som skal giftes ind i de familier, han vil have hævn over. De introducerer ham til alle de rigtige personer, og Dantes får endelig sin hævn ved, at både Danglars, Fernand og Caderousse bliver ruineret, skandaliseret og hængt ud som de banditter de er, hvorefter Edmond Dantes trækker sig tilbage og måske finder genfinder kærligheden.

”Greven af Monte Cristo” er en murstensroman, der indeholder alle de elementer, som gør en god historie: kærlighed, had, død, straf og hævn – alt sammen noget vi alle kender til og kan forholde os til.

”Greven af Monte Cristo” er en spændingsroman ud over det sædvanlige, en velskrevet og bjergtagende roman, som man ikke kan lægge fra sig, en bog, der kryber ind under huden på læseren og sørger for at man en tid glemmer omverdenen.

Dette er ganske enkelt en fremragende roman!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter