0 kommentarer

Granitmanden af Sirpa Kähkönen

af d. 29. november 2016
Info
 
Sideantal

416

Udgivet

2016

ISBN

978 87 02 17589 9

Originaltitel

Graniittimies - oversat af Birgita Bonde Hansen

Udgave

1. udgave

 

“Granitmanden” foregår i årene 1922-1937 og følger det unge finske par Klara og Ilja, der bosætter sig i Petrograd/Leningrad/Sankt Petersborg, hvor de finder fodfæste i byens lille finske koloni. Efter år med fattigdom og sult, men troen på en solidarisk fremtid i behold, får de skabt sig en tålelig tilværelse.

Klara får kontakt med en trup farverige cirkusfolk, der bringer smil ind i hendes alvorstunge liv, og snart efter begynder hun at engagere sig i byens hjemløse børn. Portrættet af Klara er uimodståeligt: En stærk kvinde, hvis svage hjerte banker for samfundets mindste; en klartseende kvinde, som blot ikke kan se sin egen storhed; alle andre beundrer og tilbeder hende, og hun opdager det aldrig.

Sirpa Kähkönen, som med denne roman var indstillet til årets udgave af Nordisk Råds Litteraturpris, genskaber på fremragende vis et såret Sankt Petersborg i årene efter revolutionen. Lugtene, manglen på mad, de hårde vintre og milde somre, stoltheden over at være frontkæmpere i et fantastisk projekt, begejstringen over at synge med på Internationalen af lungernes fulde kraft.

Lenin dør, nogle fredelige år følger, og så melder den paranoide terror sin ankomst. Gode venner forsvinder, åbenhjertighed bliver endnu en mangelvare, men Klara fastholder til det sidste illusionen om det socialistiske Utopia.

Kähkönen fortjener applaus for sine indlevede beskrivelser af alle de lyse stunder og hverdagslivet i stedet for som så mange før hende at fokusere på det onde, repressive Sovjetsystem. I lange perioder er man grebet af Klaras kamp for de usle, forhærdede børn, som hun ikke blot giver mad og tag over hovedet, men også livsglæde og håb.

Den sidste tredjedel af bogen er vidunderligt vemodig og smuk. Velkomponeret som en symfoni af Sibelius. På denne sidste dag er alle samlet i datjaen i Skatjki. Det er 1. maj, himlen er blå, men sorte skyer nærmer sig billedlig talt. Hver især har sine grunde til, at dagen måske bliver en sidste glædens stund i dette liv. Forude venter det uvisse, det grusomme, men nu og her skal de sidste åndedrag i frihed, i live, nydes. Et festmåltid bestående af alle fortidens skatte sættes på bordet, en duft af syltede ramsløg breder sig.

Sirpa Kähkönens tone er sval, nordisk, med samme underspillede skønhed som et spinkelt birketræ i modlys. Hendes indføling med hver enkelt af sine karakterer – kvinde, mand, ung, gammel, ven, forræder – er eminent. Kors, hvor er det gribende.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter