0 kommentarer

Granitgraven af Pernille Boelskov

af d. 10. juli 2015
Info
 
Sideantal

289

Udgivet

2015

ISBN

978-87-998081-1-3

Originaltitel

Granitgraven

Udgave

e-bog

 

Når jeg læser en bog som e-bog er det ret svært bagefter at lave en anmeldelse – for det tager lang tid at bladre tilbage og finde afsnittene. Men lad mig prøve.

”Granitgraven” er læst som e-bog,  og jeg gør den måske lidt uret – fordi jeg læste den over alt for mange dage, men den fængede mig ikke lige.

Jeg er splittet i min vurdering af bogen, da jeg synes den mangler stramhed. I flere passager står tillægsordene uden synlig årsag på spring. Hvorfor er det lige så vigtigt at skrive, at korridoren har bleggult tapet og at gæstestolen er polstret. Kom nu til det væsentlige. Pir læseren!

Hvad jeg godt kan lide ved bogen er location – den foregår på Bornholm, og den beskriver et spændende kapitel af Danmarkshistorien – nemlig historien om, at Bornholm efter anden verdenskrig ikke blev frit samtidig med resten af Danmark.

Pernille Boelskov er nytilflyttet til Bornholm og så ligger det jo lige for at bruge Bornholm som location. Hun har uden tvivl brugt meget tid på research, og kernen i historien er spændende og danner grobund for en rigtig god roman. Krimi ved jeg ikke om man kan kalde den – men det synes ligesom at være hensigten – udfra titlen at dømme?

Hovedpersonen er den unge præst Agnethe, der kommer ovre fra (det hvad Bornholmerne kalder folk fra det øvrige Danmark), og som kæmper med at blive accepteret i det snævre samfund på Bornholm. Agnethe er idealist, men også lidt naiv – men hun mangler dybde for at være troværdig. Og hun har lidt for mange problemer med i bagagen.

En ung russer findes myrdet i et granitbrud på Bornholm, og Agnethe identificerer ham som Daniil Khristov, der kort forinden besøgte hende for at høre, om hun kunne hjælpe med at finde hans bornholmske familie. Hans bedstemor var soldat i den røde hær under 2. verdenskrig og blev gravid med en bornholmer.

Agnethe havde et meget kortvarigt (én nat – lidt for meget lægeromanspladder til mig) – forhold til Daniil og føler sig forpligtet til at finde ud af, om han fandt sin bornholmske familie, inden han blev myrdet  – og det er ikke velset hos hverken politiet eller hendes præstekolleger, at hun går og leger detektiv.

To stjerner bliver det til – men der er ganske givet potentiale i figuren den unge præst Agnethe og hendes meritter.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter