0 kommentarer

Gråzone af P. B. Kerr

af d. 22. november 2011
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

421

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-644-8

Originaltitel

Field gray

 

I det syvende (og sidste?) bind i Philip Kerrs formidable Berlin Noir-serie er Bernie Gunther for alvor i modvind. Han får set indersiden af fangehuller i Rusland, USA, Tyskland, Frankrig, Cuba – og oplever de forskellige landes ‘gæstfrihed’ på egen krop.

Bogens anden hovedperson er den østtyske Stasichef, Erich Mielke. Ham vil amerikanerne svært gerne have fingre i 1954, og derfor bliver Bernie en vigtig brik i et speget spil. Da han var en hårdkogt, men retfærdig panser i Berlin før krigen, fik han nemlig indgående kendskab til Mielke, som han dels reddede fra nazisternes bøllebank, dels mistænkte for et par feje snigmord på politifolk. Som den snu ræv, den unge kommunist allerede var dengang, lykkedes det Mielke at gøre sig usynlig – kun for at dukke op som en af Vestens farligste fjender under den kolde krig.

Tidsbilledet er som altid eminent. Man kan bogstaveligt talt m-æ-r-k-e den tænderklaprende kulde i de sovjetiske fangelejre og fornemme den dystre, grå stemning i et sønderbombet, zoneopdelt efterkrigstids-Berlin. At læse Kerr er som at se Matador med en besk bismag af malurt og døde jøder.

Som i seriens øvrige bind er det sjovt at opleve de velvalgte berømtheder, Kerr strør ud over siderne. Den engelske forfatter Graham Greene på bordel i Havana, topnazisterne Heydrich og Schellenberg på slap line, og en vis Werner Best, der, før han blev rigsbefuldmægtiget i Danmark, var leder af Reichssicherheitshauptamt i Paris. Alle er så vittigt og respektløst beskrevet, at de virker fuldkommen realistiske.

Der er drøje hug til amerikanerne, som “sad i deres dødbringende stålbyer og drak Coca-Cola og røg Lucky Strike og gjorde sig klar til at befri resten af verden for dens urimelige ønske om at være anderledes.” “De prædiker om deres skide, storslåede demokrati og deres vedvarende forfatningsmæssige rettigheder, samtidig med at de prøver at kneppe ens kone og stjæle ens armbåndsur.”

“Gråzone” hæver sig milevidt over de fleste krimier og historier fra Anden Verdenskrig. Alligevel er der ikke helt så meget brus i champagnen, som der plejer. Dertil er plottet for sammenbidt, hvortil kommer, at næsten hele handlingen er udformet som erindringsglimt og afhøringer. Det spænder lidt ben for den rapfodede dynamik, der sædvanligvis kendetegner Kerrs værker.

“Man bliver født alene, man dør alene, og resten af tiden er man ensom.” Resten er tavshed.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter