0 kommentarer

Göring und Goebbels – Eine Doppelbiografie af Dieter Wunderlich

af d. 29. august 2013
Info
 
Sideantal

269

Udgivet

2002

Originaltitel

Göring und Goebbels - Eine Doppelbiografie

Udgave

1.udgave

 

Den ene var en korrupt eventyrer og charlatan. Den anden Hitlers fanatiske tjener.
Narkomanen rigsmarskal Hermann Göring og den demagogiske propagandaminister Joseph Goebbels gik helt og fuldt ind for Adolf Hitler. De var ikke blot garanter for førerens magt. De gjorde sig som diktatorens hjælpere også stærkt afhængige af voldsregimet.
Psykologer og læger er for længst trængt ind i et område, som historikere næsten havde patent på tidligere. At skrive den populære biografi om de karakterer, der på godt eller ondt satte deres præg på verdenshistorien.
Den bayerske psykolog Dieter Wunderlich har skrevet en spændende dobbeltbiografi om Hitlers andenmand (i det mindste indtil 1939), Hermann Göring, og brandstifteren Joseph Goebbels – manden, der forstod, at man kunne gøre hvad som helst med mennesker, blot man tændte ild til angstens lunte.

Dieter Wunderlich har tidligere skrevet om blandt andre den preussiske Friedrich der Grosse og den russiske kejserinde Katarina den Store. Han skriver med en let pen og gør fremstillingen bred uden dog at svigte seriøsiteten. Dobbeltbiografien om de to topnazister indeholder et omfattende noteapparat og kildehenvisning bagest i bogen.
Goebbels var en ekstremernes mand. Han var hård og sentimental, led af selvmedlidenhed og stillede høje krav til sig selv. Hans følelse af mindreværd vekslede med overdreven selvbevidsthed, og ved siden af en stærk vilje til at ødelægge havde han også en trang til at frelse.
Janushovedet Hermann Göring var hoven, forfængelig og begærlig. Han kom fra et såkaldt “godt hjem” og havde en evne til at vinde folk for sig, men var en opblæst nikkedukke, som svenske læger havde diagnosticeret som psykisk syg allerede i midten af 20erne.

En af Dieter Wunderlichs pointer er, at der ud af to normale mennesker udviklede sig skruppelløse forbrydere.
Her mener jeg, forfatteren er på lidt af et vildspor. Man kan også have den indgangsvinkel, at begge forbrydere var et produkt af et stærkt reaktionært, hierarkisk og asocialt kejserrige. Her blev Goebbels på et tidligt tidspunkt et afsondret menneske og en krøbling på krop og sjæl. Han var den mest fanatiske jødehader blandt Hitlers hirdmænd, et jødehad der fandt sin næring i et “sygt samfund”, som historikeren Theodor Mommsen kaldte det tyske kejserrige.

Allerede på et tidligt tidspunkt sagde Görings mor om sin søn: “Han bliver enten en stor mand eller en kriminel”. Netop fordi han på et tidligt tidspunkt havde udviklet en unormal egocentrisk karakter.

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter