0 kommentarer

Glaslegemer af Erik Axl Sund

af d. 17. marts 2015
Info
 
Sideantal

390

Udgivet

2015

ISBN

978-87-11-33068-5

Originaltitel

Glaskroppar

 

“Selvmordere havner i helvedes syvende kreds sammen med morderne. Mens morderne koges i blod, vokser selvmorderne fast i træer, så de ikke længere kan skade sig selv.”

“Glaslegemer” er en led krimi, der handler om en selvmordskult af unge, der tager livet af sig selv på de mest groteske måder, mens de lytter til gammeldags kassettebånd med den mystiske kunstner Hunger. Ordene på båndene er deres egne, musikken komponeret til lejligheden.

Kriminalkommissær Jens Hurtig skal prøve at skabe orden i kaos. Hvorfor er der så mange depressive unge i Stockholm og omegn, og hvor får de fat i den særprægede musik? Hurtigs arbejde bliver ikke just lettere af, at nogen begynder at tage livet af gamle mænd. Hvad har de gjort, siden de fortjener at blive skudt, stukket ihjel eller det, der er værre?

Kernen af den komplicerede historie er en gammel familietragedie, der bunder i religiøst vanvid. Et vanvid, der senere kanaliseres over i kunst så afsporet, at Hitler med garanti havde kaldt det ‘entartet’, men også været modvilligt fascineret. For kunst kan jo udtrykkes både i musik, malerier – og mord.

Det erfarne makkerpar udi kunsten at skabe spektakulære krimier, Jerker Eriksson og Håkan Alexander Sundquist, skriver denne gang under pseudonymet Erik Axl Sund, og det er lykkedes dem at skabe et univers så kulsort, at man næsten selv får lyst til en sprøjte af den dulmende horse (heroin).

Man bliver også lidt nysgerrig på et andet område: Giver det virkelig et sus at skære sig til blods? Mange af de unge i “Glaslegemer” er cuttere. Ved de langhårede koncerter, de stener til i udbombede lokaler, udleveres der ligefrem barberblade ved indgangen; de sidder på rad og række og skærer sig, så blodet flyder, sanseløse af dope og druk, mens de ikke længere ænser stanken fra fiskeaffald og døde grisekroppe, der er anbragt for yderligere at fyre op under stemningen.

Det er en tænderskærende og læseværdig historie om overflodssamfundets fremmeste affaldsprodukt – det meningsløse menneske – og om massesuggestion, der er en af de logiske følger af den epidemiske kommunikationsmani.

Til min smag er de ekstremt korte kapitler med klip mellem mindst ti personer lige flaksende nok. Det når aldrig at blive rigtigt medrivende, før man er videre til en ny hovedrolleindehaver, som man heller ikke når helt ind under huden på, før man scenen igen skifter. Men pyt, man er supergodt underholdt, tempoet er højt fra start til slut, og som sagt er selve plottet vældigt interessant.

Anders Juel Michelsen oversætter flydende og kompetent; alligevel tillader jeg mig at sætte spørgsmålstegn ved, om politikommissær Hurtig er så sulten, at han ene mand nedsvælger to oksefileter med bagekartofler og hel liter øl. Mon ikke der er tale om bøffer af oksefilet?

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter