0 kommentarer

Gengangere af Henrik Ibsen

af d. 3. januar 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

99

Udgivet

1966

 

I dette urovækkende familiedrama fra 1881 stiller Ibsen endnu engang skarpt på konflikten mellem forældede samfundsnormer og det frit tænkende (kvindelige) individ. Som stykket med uhyggelig klarhed viser, er det er en konflikt, der i yderste konsekvens kan få skæbnesvangre følger.

Vi befinder os på en landejendom ved en stor fjord i det vestlige Norge. Husets frue, enkefru Alving, står i begreb med at færdiggøre oprettelsen af et asyl, bygget til minde om hendes afdøde mand, den højt respekterede kaptajn og kammerherre Alving. Byggeriet er tilsyneladende sat i værk for at ære manden, der i sin levetid gjorde så meget godt for både hende selv og for lokalsamfundet. Det afsløres dog snart, at den afdøde kaptajns levnet ikke just står mål med hans gode rygte, og at Fru Alving derfor har helt andre og mere dystre motiver for byggeriet. Dramaet folder sig ud i takt med, at de skjulte familietraumer ser dagens lys og der bliver sat ord på det, der tidligt i stykket kun kunne anes, som noget der lurede mellem linjerne, i bevidste og ubevidste hentydninger.

Stykket er altså bygget op således, at de afgørende hændelser har fundet sted, længe før tæppet går op, men afsløres og fuldbyrdes i spillets nutid. Der sker en vekselvirkning mellem fortid og nutid, hvor vi ikke blot ser, hvordan fortidens hændelser ligger til grund for og forklarer nutidens, men også hvordan begivenheder i nutiden, kan ændre vores syn på fortiden. Det er en retrospektiv teknik, der har stor dramatisk effekt, opretholder spænding og gør stykket uforudsigeligt i en grad så man flere gange undervejs må ændre sine domme og til sidst ikke rigtig ved hvad man skal mene om det hele. Det er stærkt, tankevækkende og usædvanlig velkomponeret. Der lader ikke til at være én tilfældig sætning i hele stykket.

Man må skælvende bøje sig i støvet. Dette er foruroligende godt!

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter