0 kommentarer

Genfærd af Jo Nesbø

af d. 9. februar 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

456

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-651-6

Originaltitel

Gjenferd

 

Manden i hørjakkesættet er tilbage i Oslo efter tre år i Hongkong. Hans ansigt er skæmmet af et langt ar fra et ufølsomt søm i Congo. Det yderste led af hans langemand er erstattet af en titaniumprotese. Overalt omkring ham sælges hård narko, lige som før i tiden, blot mere åbenlyst. Tilsvarende falbyder luderne deres varer på de sædvanlige steder, blot endnu mere ugenert end før. Oslo er blevet en hårdere by. ‘Alt var nyt, intet var forandret,’ tænker manden. Eksstrømeren. Harry Hole.

Harry er hjemme i Norge for at efterforske et mord, som hans ekskæreste Rakels søn Oleg angiveligt har begået i en narkorus. Det bliver en kamp op ad bakke, for alle møder den tørlagte alkoholiker Harry med en forståelig skepsis.

Sideløbende følger vi luftkaptajnen Tord, der smugler heroin ind i landet for at finansiere et løbsk privatforbrug. Og Sergej, der har modtaget en modbydelig kniv, som han skal slå en vis nævenyttig eksstrømer ihjel med. Og Gusto, der ligger på et snavset gulv og dør af to skudsår, mens hans sidste tanker kredser om de mange kyniske ugerninger, han har været ansvarlig for. Og Berntsen, den korrupte betjent…

“Genfærd” er væg-til-væg-action i en total adrenalinkoger. Nesbø har altid været original, når det handler om at introducere makabre henrettelsesmetoder, men i “Genfærd” overgår han næsten sig selv. Tråden gennem bogen er rød – som blod. Og hvid som violin, et nyt vanvittigt vanedannende designerdrug, der har ramt den norske hovedstad.

I denne formentlig sidste Harry Hole-krimi er Nesbø i sit allermest misantropiske hjørne. Oslo er en kloak af råddenskab og forfald; indbyggerne er rotter, der mæsker sig i uhumskhederne.

I krydsfeltet action og suspense er der ingen nordiske krimiforfattere, der overgår Jo Nesbø. Og med Harry Hole har han skabt en både troværdig og tilpas hårdhudet hovedperson, som man villigt følger til verdens ende. Til gengæld indsniger sig denne gang en uvant falsk tone, når den døende Gusto fortæller. Hans triste historie lyder mere og mere som en velskrivende dagbogsskribent end som de sidste ord fra en døende ung mand. Afsnittene med Gusto er ikke dårligt skrevet, og de er ganske spændende, men det virker bare, som om Nesbø ikke har orket at gennemskrive dem tilstrækkeligt mange gange til at ramme kammertonen.

Men pyt, det er petitesser. Nesbø er altid læseværdig. Og “Genfærd” er fremragende underholdning.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter