0 kommentarer

Genesis af Bernard Beckett

af d. 14. januar 2009
Info
 
Sideantal

154

Udgivet

2008

ISBN

978-87-595-2947-8

Originaltitel

Genesis (engelsk)

 

Bernhard Beckett (f. 1967) er en New Zealandsk forfatter, og en sådan i science fiction genren er jo ikke helt almindelig! Slet ikke på dansk. Undervejs i læsningen gik jeg hurtigt fra ”spændende”, over ”Åh nej, det kan han ikke mene” og tilbage til en fascination af Becketts insisteren på sin konstruktion. En gennemført insisteren på format over plot.

Året er 2075. Jorden har været igennem alskens krige og katastrofer, og en ny samfundsstruktur, ”Staten”, er bygget op på ruinerne af den gamle verden. Borgerne er i sikkerhed, men er ikke frie. De lever i et ørige totalt isoleret fra omverdenen og er beordret til blindt at tjene Staten og lade sig lede af filosofferne. Alle flygtninge fra den omkringliggende verden bliver skudt på stedet. En virus har ramt hele Jorden, og kun Staten er gået fri på den lille ø, så der skal bare én smittet til at ødelægge alt. En mand, Adam Forde, redder i en oprørsfeber en flygtning i land på øen, og alt forandres. Romanens hovedplot er undersøgelsen af hvor bevidst og hvor nødvendigt denne fortidige handling var. Undersøgelsens form er en eksamen. Den unge Anaximander ønsker at komme ind på Akademiet og skal igennem en timelang optagelsesprøve. Emnet er fortællingerne om Adam Forde, hendes afdøde helt. Eksamen skildres i real time, den er hele bogens indhold, en nærmest uendelig række af spørgsmål og lange udredende svar. ”Tell, don´t show” er Becketts klare Rasmus-modsat mantra her.

Fortællingens afsæt er ok, læseren og Anaximander er lige nervøse og uafklarede overfor hvad der kommer, men efterhånden går op for læseren at der ikke er ANDET i romanen end denne lange eksamen. Alligevel vinder romanen undervejs sin læser: Beckett har en evne til at skildre intentionstunge begivenheder kort, klinisk og systematisk. Med små indikationer af et større plot end blot historieeksamen lige dér mellem linjerne. Derfor bliver vi ved med at læse, og bliver belønnet med en rimelig roman og lidt eksistentiel diskussion. Fint i tråd med de mange hints til Platons ”Staten” som bogen strømmer over med. Hvad er et menneske? Her sat ind i den moderne menneske-maskine diskussion.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter