0 kommentarer

Garmanns gade Af Stian Hole

af d. 5. juli 2010
Info
 
Sideantal

44

Udgivet

2010

ISBN

978-87-638-1438-6

Originaltitel

Garmanns gate, oversætter: Naja Marie Aidt

 

Omslagets styrke slår dig med det samme. Det her er ikke hverdagskost. “Garmanns gade” er en vild, inderlig og kompromisløs billedbog, der kombinerer tekst og billede til ren poetisk skønhed. Det bliver ikke meget bedre end det her.

Den norske forfatter og illustrator Stian Hole har tidligere udgivet billedbogen “Garmanns sommer” med samme hovedperson. Stian Hole laver sine illustrationer på computer ved at lægge utallige lag fra fotografier oven på hinanden indtil det opstår et udtryk som ligner fotografier, men ikke er det. Det er vildt syret, og som udgangspunkt er jeg faktisk i tvivl om hvorvidt illustrationerne er for børn. De er ekstremt udtryksfulde fra de bange øjne til de nedbidte fingerspidser. Faktisk ender jeg med at mene, at illustrationerne er mere skræmmende for voksne end for børn, fordi de fleste børn i høj grad er billedskolede. Man suges ind i det usædvanligt smukke setup og accepterer det farlige som en naturlig del af verden. Knap har man accepteret billedernes påvirkning før det går op for én, at det er i teksten der virkelig er noget på spil.

Og der er meget på spil i “Garmanns gade”. Det handler om liv og død for drengen Garmann. I Garmanns gade er den større dreng Roy Gud. Da Roy giver Garmann en tændstik og siger “Du tør ikke” sætter Garmann viljeløst ild til det tørre græs i en gammel mands have. Heldigvis for Garmann og for de forskrækkede læsere, forsøger Garmann at slukke ilden, da det går op for ham, hvad han har gjort. Ingen kommer til skade og Garmann bliver venner med den gamle mand.

Man skal læse “Garmanns gade” fordi den tager fat om børns virkelighed. Der vil altid være nogen, der er større end dig eller har mere magt, og det er en naturlov at man begår fejl (også) når man er barn. Så barnet accepterer Garmanns vilkår uden at dømme, for der er bare ting man ikke kommer uden om i barndommen. Ting man ender med at gøre selvom man egentlig ikke havde lyst. Det forstår børn helt instinktivt.

Der er masser af poetiske dejligheder til den voksne læser. Det går måske nok hen over hovedet på barnet, men hvis han spørger kan man forklare, hvad det handler om. F.eks. at Frimærkemanden er gammel og nok snart skal dø:

“Nogle forskere har fundet ud af at du kommer til at møde cirka 200.000 mennesker i løbet af de 30.000 dage du kan håbe på at komme til at leve, fortæller frimærkemanden en dag de sidder ved bordet i køkkenet. Det bliver til 3,5 milliarder hjerteslag, siger han lavt og slubrer fra kaffekoppen. Udenfor er det endelig begyndt at regne. Det siler ned, og fortovene er fulde af våde blade og lyserøde regnorme.
Jeg tror at jeg næsten har mødt alle nu, tilføjer han. Jeg er glad for at jeg også nåede at møde dig.”

Det er en afsindig smuk måde at nærme sig emnet at dø på. Illustrationen viser regnvejret, hvor mennesker falder som dråber, nogle med faldskærm, andre uden. De symboliserer nogle af de 200.000 mennesker man skal møde i sit liv. Det er hjertegribende. Vidunderligt.

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter