0 kommentarer

Gådefuld sejlads af Erskine Childers

af d. 20. oktober 2011
Info
 
Sideantal

325

Udgivet

2010

ISBN

978-87-413-0192-1

Originaltitel

The riddle of the sands

Udgave

2.oplag

 

“Gådefuld sejlads” foregår omkring år 1900 og handler om afsløringen af nogle storstilede planer for en tysk invasion af England.

Den unge englænder Davies er i færd med at udforske farvandet omkring de frisiske øer i sin lille lystbåd, da han under et uvejr bliver lokket på afveje af en Herr Dollmann i en mere sødygtig yacht og er nær ved at miste livet. Han sender et brev til sin gamle ven Carruthers i London for at invitere ham til at tilbringe et par ugers ferie ombord på hans plimsoller. Den virkelige begrundelse for invitationen, nemlig at han har brug for vennens hjælp, afslører han dog ikke. Carruthers, som havde forestillet sig noget med messing, mahogny, soldæk og kølige serveringer, får et chok, da han går ombord på “Dulcibella”, som er så lille at han må krølle sig sammen bare for at komme ned i kahytten.

Der går dog ikke lang tid før Carruthers opdager glæderne ved det primitive liv på søen, og efter at vennerne således har fundet hinanden igen fortæller Davies sin ven om de ubehagelige og mystiske oplevelser. Davies har allerede en teori om at Dollmanns handlinger må være et forsøg på at skjule hemmeligheder af militærstrategisk betydning, da han blandt andet har set Dollmanns båd ankret op ved siden af et militært fartøj. Carruthers er enig i at der er noget fordækt ved Dollmann og vennerne beslutter sig for spionere.

Planerne om en invasion af England med udgangspunkt i nogle sandbanker omkring de frisiske øer forekommer som en temmelig utrolig historie. De store tidevandsforskelle gør området fuldstændig ufarbart for større både. Men det er naturligvis også dette faktum, som vil gøre et angreb herfra til en komplet overraskelse. Men hvor mange fladbundede pramme skulle der mon til for at invadere England? Det må da godt nok være mange…
Men kan man se bort fra det noget vidtløftige i disse planer er der alligevel noget meget fascinerende ved denne historie. Det spændende drejer sig imidlertid mere om foruroligende forudanelser og farefuld sejlads i ukendt farvand end om mulige krigsforberedelser. Lystsejlere, som kender til adrenalinpumpen, når uvejret er løs, bølgerne tårnhøje og sigtbarheden lig 0, vil helt sikkert finde beskrivelserne spændende.

Forlaget skriver at “Gådefuld sejlads” var Winston Churchills yndlingsbog og at han gjorde den til pligtlæsning i admiralitetet. Og om ikke andet, så fik han jo ret i sin mistanke om at tyskerne havde planer om en invasion…

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter