0 kommentarer

Gå væk, Ghana af Taiye Selasi

af d. 11. juni 2014
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

360

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-10239-0

Originaltitel

Ghana Must Go

 

Når en bog er blevet modtaget med rendyrket bifald, bliver min næse, desværre – I can’t help it, ivrig efter at opsøge flosser i den. Det har ”Gå Væk, Ghana” måttet ligge under for. Taiye Selasi er nemlig blevet hyldet for sin romandebut. “Uimodståelig fra første linje,” står som et Wall Street Journal-citat på forsiden. Og første sætning ér faktisk temmelig charmerende: “Kweku dør barfodet en søndag før solopgang, mens hans tøfler ligger som hunde ved døren til soveværelset.”

”Gå Væk, Ghana” er en sammenvævet fortælling om en familie, som har rødder i Ghana og Nigeria, og bor i USA. Familien splintres på forskellige måder – primært, men ikke kun, fordi faderen forlader dem. Man får igennem bogen et indblik i hver af familiemedlemmernes indre verden og deres oplevelser af familiens historie og den rolle, som de hver især har fået, hvor følelserne hvirvles op i kølvandet på faderens død. Familieforhold, identitet, traumer, race, køn og krop bliver berørt som temaer.

Mange gode ting kan siges om denne bog. Hvad jeg dog ønsker at fokusere på i denne anmeldelse er noget, som begyndte at optage mig, da jeg læste bogen. Jeg vil kalde det “en akademisering af skrivekunsten.”

Selasi formår at reflektere over sine karakterer og hvad som driver dem. Men er det hendes job at være fortolker af de personer, hun har skabt? Jeg har ladet mig fortælle, at Karl Ove Knausgård i ”Min Kamp 1” udtaler, at enhver akademiker har en drøm om at skrive en bog. Selasi har en bachelor i American Studies fra Yale og en mater i International Relations fra Oxford. Jeg spekulerer på, om ”Gå Væk, Ghana” netop er et eksempel på denne akademikerdrøm, som for Selasi er gået i opfyldelse.

I bogen kommer evnen til refleksion og klogskab hos forfatteren på mystisk vis for meget frem, og det er dét jeg kalder en akademisering. Jeg oplevede mig nogle gange i et fortolkningshelvede, indviklet i intellektualiseringstentakler. Jeg følte mig frarøvet en god del af læseoplevelsen, fordi bogen nærmest blev selvtilstrækkelig. Den havde løsningen og meningerne indbygget i sig. Et eksempel herpå er familiens mor, som her reflekterer over, hvilken dynamik som kunne være årsag til at hendes mand forlod familien:

“Var det hende, sådan som han havde påstået det, måske vel vidende, at han havde uret, eller måske vel vidende, at han havde tabt, at det aldrig kunne gøres godt igen, og derfor med retten så meget på sin side, som man er, når man er blevet forurettet af en, som man har forurettet: ikke i stand til at tro på sin egen retfærdighed? Var det hende, der forrådte ham, fordi hun selv var blevet forrådt? Som fordi hun to gange tidligere havde forladt et liv, blot gjorde det endnu en gang? Eller var det ham….” osv. (s. 104).

Selvfølgelig kommer det an på smag, om man bryder sig om denne refleksion fra fortællerens side. Analyserne, som præsenteres i bogen, vil på sin vis berige læsningen, men det vil være på bekostning af den læseoplevelse, som i mine øjne er mere relevant: virkelig, rå, ægte og spillevende handling. Der er noget befriende ved at læse en bog fra en person, som lader sine karakterer handle dem selv ud som personer, frem for at forklare, hvordan personerne hænger sammen, og hvad der mon er på spil for dem. Dermed ikke sagt, at Selasi ikke kan komme gevaldigt igen i næste bog fra sin hånd, da hun har et prisværdigt sprogligt talent.

Så en blandet fornøjelse og en tanke til videre refleksion over “akademiseringen af skrivekunsten”.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter