0 kommentarer

Fyrværkermesterens datter af Philip Pullman

af d. 19. november 2006
Info
 
Sideantal

105

Udgivet

2006

ISBN

87-02-05571-6, 978-87-02-05571-9

Originaltitel

The Firework-Maker's Daughter

 

Pigen Lila har ingen mor og vokser praktisk talt op i sin fars værksted. Faren laver fyrværkeri, og fra Lila er helt lille, hjælper hun til, og hun brænder jævnligt et par ivrige fingre. Lila er ligeglad, og snart begynder hun også selv at lave og senere opfinde nyt fyrværkeri. Det eneste hun tænker på er at blive fyrværkermester som sin far, og derfor kommer det som et chok, da hendes far pludselig nægter at lære hende mere om fyrværkeri:


“Hvad har jeg dog tænkt på? Jeg skulle have sendt dig af sted til min søster Jembavati, så hun i stedet kunne oplære dig i dansekunsten. Mit værksted er ikke et sted for en pige. Det indser jeg først nu. Prøv bare at se på dig selv. Dit hår er uglet, dine fingre er brændte og din øjenbryn svedne. Hvordan skal jeg dog nogensinde få dig gift, når du ser så farlig ud?
Lila var lamslået.
“Gift?”

Lila er modig og selvbevidst, og hun vil ikke indordne sig under sin fars mærkelige nye lune. Hun vil kæmpe for at få det, hun ønsker sig mest af alt i verden, og selvom Lila er lidt trist, er hun ikke bange. Hun vil være fyrværkermester, og derfor drager hun alene af sted for at finde de svar, hendes far ikke vil give hende. Heldigvis får hun hjælp af et par tililende venner, da hun virkelig får brug for det. Hun kommer nemlig slemt i knibe i mødet med ildguden Razvani, der vogter over Kongesvovlet, en hemmelig ingrediens, som en ægte fyrværkermester skal have fat i.

“Fyrværkermesterens datter” er en dejlig, varm og humoristisk bog om at turde følge sit hjerte. Lila er selvstændig og stædig, men hun er også meget ung, og det er med bankende hjerte, man følger hendes seje kamp op af den vulkan, hvor ildguden bor.

Forlaget skriver, at bogen er til læsere fra cirka 7 til 11 år, men det er en rigtig fin børnebog, som større mennesker også kan nyde.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter