0 kommentarer

Fut Fut Fut af Klaus Rifbjerg

af d. 10. maj 2016
Info
 
Sideantal

56

Udgivet

2014

ISBN

978-87-02-16030-7

Udgave

1. udgave, 2. oplag

 

Da Klaus Rifbjerg døde i 2015 blev Danmark fattigere ved, at en stor og produktiv forfatter og provokatør forlod etablissementet. Heldigvis har vi stadig hans romaner, noveller og digte at læse eller genlæse – og hans talent betyder, at skoleelever mange år frem i tiden må formodes at stifte bekendtskab med bøger som ”Den kroniske uskyld”.

Denne anmelder har ikke læst mange af Rifbjergs digte, men er mest hjemmevant i forfatterens romaner og digte. For at råde bod på min manglende litterære dannelse udi Rifbjergs digte besluttede jeg for nyligt at læse ”Fut Fut Fut”, som er en af Rifbjergs nyere digtsamlinger (udgivet i 2014).

Digtene fremstår som beskrivelser af togture gennem Europa, vel at mærke fra dengang man kørte med damplokomotiver og hvor togrejser var forbundet med spænding og hvor en togrejse udgjorde en del af en dannelsesrejse, hvor bl.a. forfattere kunne få nye input.

I flere af digtene står berømte forfattere på toget for at påbegynde eller fortsætte deres rejse, og for folk der læser vil man kunne drage mange paralleller til danske klassikere som f.eks. ”Ved vejen” af Herman Bang. Et af digtene hedder ”Bai Bai” og starter:

”Stationsforstanderen skiftede Frakke
Til Toget.

Han var sur selvom han stod
Med sit elskede flag parat til at vifte.

Den satans pc`er
Den gjorde ham knuder

Som så meget andet.
Ikke mindst konen

Der bagte for få pundkager og
Aldrig så glad ud” (side 44)

Digtene i ”Fut Fut Fut” er ofte både morsomme og underholdende og Rifbjerg formår at kickstarte læserens fantasi, så man tænker tilbage på rejser man selv har foretaget, så man med alle sine sanser næsen er tilbage på et givent rejsemål når man læser digtene. Har man ikke rejst særlig meget, vil digtene utvivlsomt sætte gang i læserens fantasi – og vi andre kan som sagt drømme sig tilbage til rejseoplevelser man selv har haft.

Selvom digtsamlingen kun fordeler sig på 56 sider formår Rifbjerg at skrive digte med stor detaljerigdom, indsigt og humor, og for en gangs skyld må jeg sige om en digtsamling, at jeg fandt den velskrevet, gennemført og overbevisende (og uden sætninger der kun giver mening i forfatterens krøllede hjerne).

Jeg kan kun anbefale andre læsere at drage på denne fine togtur med Rifbjerg og tildeler ”Fut Fut Fut” fire solide og velfortjente stjerner.

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter