0 kommentarer

Full Dark, No Stars af Stephen King

af d. 22. september 2014
Info
 
Sideantal

340

Udgivet

2010

ISBN

978-1-4447-1254-4

 

“Full Dark, No Stars” indeholder fire noveller med fortællinger om almindelige mennesker, som kommer i ualmindelige situationer. Her er ingen monstre – bortset fra de menneskelige af slagsen.

Den første novelle hedder “1922”, og her hører vi om farmeren Wilfred Leland James, hvis hustru, Arlette, arver 100 acres efter sin far. Wilfred ønsker at lægge jorden til sin og dyrke den, men Arlette er træt af livet på farmen og ønsker at sælge al jorden til en stor svineproducent og flytte ind til byen.

For Wilfred er dette helt utænkelig, og jo mere Arlette presser på, jo mere besluttet bliver han på, at det aldrig skal ske. I stedet får han tanken at myrde Arlette, men for at det skal lykkes, må han få deres 14-årige søn Henry med på planen.

Historien om Wilfred er en historie om at blive hjemsøgt. Muligvis af et ægte spøgelse – muligvis af sin samvittighed. Samtidig er det også en historie om en mands kærlighed – til jorden, til sin søn og til sin hustru. Hvordan denne kærlighed kan drive ham til yderligheder, og hvilke konsekvenser det får, når man først har overskredet sin moralske grænse en gang.

I “Big Driver” er forfatteren Tess, som er blevet kendt for sine hygge-krimier om Willow Grove Knittin Society, på vej hjem fra et arrangement på Chicopee Public Library. Men på en øde strækning uden mobildækning punkterer bilen. Heldigvis dukker der kort tid efter en venlig bilist op, som tilbyder at hjælpe med at skifte dækket, men i virkeligheden har helt andre planer.

“Big Driver” er Stephen Kings version af en kvindelig hævner-historie. Hvad gør en veluddannet kvinde med penge på kontoen, når hun bliver udsat for overgreb? Og hvordan er det at leve videre bagefter?

I “Fair extension” møder vi Streeter, en ganske almindelig mand, som en ganske almindelig dag får mulighed for at ændre sit liv. Streeter har kræft og har kun kort tid tilbage at leve i, men denne almindelige dag møder han gadesælgeren Elvid, som sælger “fairextensions”, rimelige forlængelser – og Streeter kunne godt bruge en forlængelse af sit liv. Men som vi alle ved – intet er gratis – hvis Streeter skal have et bedre liv, må en anden få et dårligere liv.

King har udforsket denne tanke tidligere i “Manden der blev tyndere”, men her i “Fair Extensions” er forløbet ganske anderledes, og efterlader læseren med en sær smag i munden. For hvor langt er vi villige til at gå?

Samlingens sidste novelle hedder “A Good Marriage”, og handler om Darcy, som efter 27 års lykkeligt ægteskab falder over en hemmelighed, hendes mand har holdt skjult i alle årene. Nu står hun overfor et dilemma. Skal hun konfrontere ham med sin viden eller tie? Uanset hvad hun vælger, vil livet aldrig blive det samme igen.

Stephen King er tilbage i topform med “Full Dark, No Stars”. Novellerne er velskrevne og fulde af det magiske King kan, når han sætter sig for at fortælle om alt det grumme, der gemmer sig inden i os. Og selvom et par af novellerne genbruger tidligere idéer, så giver King dem et anderledes twist her, så de alligevel føles nye.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter