0 kommentarer

Fuldmånens magt af Kit Whitfield

af d. 24. februar 2007
Info
 
Forfatter
Forlag
Omslag
Sideantal

448

Udgivet

2006

ISBN

978-87-11-29276-1

Originaltitel

Bareback

Udgave

1.udgave

 

Forestil dig en verden hvor 98 % af jordens befolkning er varulve. De får de bedste uddannelser, har de bedste jobs, bor i de bedste huse. Hver fuldmåne går verden i stå, mens lycanterne (den officielle betegnelse) låser sig inde. Undtagen de få strejfere som af en eller anden grund ikke gør.

Forestil dig at være glatryg – en af de 2 % som fra fødslen lider af handicappet anmorphi, og som er bestemt til at arbejde for DIRLA, Departementet for Igangværende Regulering af Lycantropisk Aktivitet. Et underbemandet, underbetalt offentlig kontor hvor man indfanger de strejfende lycanter under fuldmånen, for at de ikke skal skade andre. Et arbejde, som bliver set på med mistro og som sammenlignes med Inkvisitionen. Et arbejde hvor du hver gang risikere at blive slået ihjel af de lycantere, du prøver at fange.

Det er den virkelighed Lola May Galley lever i. Hun er advokat i DIRLA, og skal som sådan opklare og forsvare de hændelser, som sker under fuldmånens skær. En dag får en af hendes kollegaer, Johnny, bidt hånden af, og kort efter bliver han skudt. Lola og hendes lærling Marty bliver overfaldet af en gruppe ondsindede lycanter under en fuldmåne-patrulje, og Marty skades alvorligt, og det viser sig, at sagen – måske – har forbindelse med mordet på Johnny.

Samtidig møder Lola den sympatiske socialrådgiver Paul Kelsey, og de indleder et forhold. Et forhold der for Lola er kompliceret af, at Paul er lycant.

Det er en spændende krimi i et skævt univers. Her er varulve ganske almindelige mennesker, som ikke kan holdes ansvarlige for deres handlinger, når de “luner”. Menneskene er de mærkelige, dem som man er bange for, og som under DIRLA’s distriktsområde har en fantastisk magt.

Whitfield sætter ord på et retssystem, som næsten bygger på inkvisitoriske metoder, og på et samfund som er splittet i en synlig racisme. Lola er en kompleks figur, som er fanget mellem sin foragt for lycanterne og sit ønske om selv at være en af dem. Hun har oplevet meget og beskytter sig bag en hård facade. Men indvendig er hun blød, og mødet med Paul får hende til at åbne sig for nogle af de ting, hun ikke tidligere har turdet tænke på.

“Fuldmånens magt” er en fin blanding af en krimi, en kærlighedsfortælling og en debatbog om samfundet – for det kræver ikke meget fantasi at omsætte Lolas verden til vores.

Er du ikke til gysere, så lad dig ikke skræmme af varulvetemaet. Her er tale om en yderst velskrevet debut, som fortjener mange læsere.

 

Lån bogen på Bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter