0 kommentarer

Fryser jeg af Martin Kongstad

af d. 5. september 2014
Info
 
Sideantal

399

Udgivet

2013

ISBN

978-87-7108-917-2

 

Okay, okay, okay, jeg kaster mig fladt i støvet og tilslutter mig det kæmpekor af kritikere og almindelige læsere, der synger lovsange til Martin Kongstads skrivetalent. Fuck, hvor kan den mand dog vride lækre sætninger ud af de mest dagligdags situationer.

Ikke fordi der overhovedet er noget dagligdags over “Fryser jeg”. Kongstads andet supertalent er nemlig at agere altseende flue på væggen alle de steder, vi andre dødelige gerne ville kigge indenfor. Hos de übercool kunstnere, hos de snobbede gamle penge, hos de platte nouveau riches fra den jyske hede – og hos den gamle junker med de seje attituder. Hr. og fru Leverpostej er forment adgang her.

Vi er på insidertour bag de flashy fotos i Billed-Bladet og Se & Hør.

Men det er ikke en venlig guide, der tager os ved hånden. Kongstad har et uovertruffet øje for at spotte latterlighederne i ethvert miljø. Sprog, tøj, musik, mad- og vinsmag – alt er spot on i uhyggelig grad. Man klasker sig på lårene, lige indtil man pludselig selv får en mavepuster. Manden er ædende ond og pissedygtig til det.

Personerne i “Fryser jeg” er efter sigende gengangere fra Kongstads prisbelønnede debutnoveller, “Han danser på sin søns grad”. Men nye læsere kan sagtens hoppe ombord her.

Mikkel Vallin bliver fyret som madanmelder efter flere pinlige episoder (piiiiinlige!) på bl.a. Noma og vil nu i stedet skrive en bog om sin gamle ven, junkeren Søren T-shirt, med indlagte udfald mod det bedsteborgerlige parforhold, som Mikkel Vallin/Martin Kongstad mener, er en tåbelig konstruktion. Næh, fri kærlighed er vejen frem.

Og den dyrker Mikkel så. I den grad. Han knepper med alt, der har en puls. Især den ungarske billedkunstner Diana Kiss, der er så toplækker, at hun kan forføre samtlige mænd og kvinder, hun møder. Og gør det!

I et allerede meget berømt, meget langt afsnit om et Love-In i de rige og tjekkedes sommerparadis, Tisvilde, bliver der i den grad gået til vaflerne, at man næsten sidder med røde kinder bagefter. Mesterslikkeren fra Ørby giver kvinderne meterhøje (udpenslede) sprøjteorgasmer, og alle andre horer bare i telte og hytter, hvor der er et ledigt hul eller det omvendte.

Alt skylles ned med de bedste champagner, de mest udsøgte vine, dyr, sprut, cool bajere og et par vognlæs coke og hash. Der drikkes & speedes igennem, så leveren hviner. Og når sulten melder sig, står den på hummer, fois gras, østers og mere innovative luksusspiser. Man kan ikke beskylde Kongstad for at fedte med tingene.

“Fryser jeg” er skamløst underholdende. Læs den! Og gør som jeg – lad dig ikke irritere alt for voldsomt over, at handlingen er alt, alt for ufokuseret, at der er alt, alt for mange personer med, at bogen er mindst 150 sider for lang, og at stilen til tider bliver lige popsmart nok (“. dressingen fortalte alt. Den manglede syre og pludselige indskydelser”).

Tak for rundvisningen, Kongstad. Det var skidesjovt og samtidig en effektiv advarsel: De fleste af os er nok lykkelige for ikke at skulle omgås alle de gennemusympatiske røvhuller, der åbenbart er flest af i dine kredse.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter