0 kommentarer

Frygt mørket af Becky Masterman

af d. 2. februar 2018
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

384

Udgivet

2017

ISBN

978 87 7677 539 1

Originaltitel

Fear the Darkness - oversat af Eva Birklund

Udgave

1. udgave

 

I betragtning af, hvor billigt bogen er sat op (fy, Jentas!), er “Frygt mørket” en overraskende kvalificeret krimi. Skidespændende, faktisk.

Den følelsesmæssigt afstumpede, tidligere FBI-agent Brigid Quinn er efterhånden blevet en ældre tøs med hvidt hår og det hele. Men stadig knivskarp og megasej – banker nemt en ung soldat med venstre hånd på ryggen.

Disse dyder hjælper dog ikke Brigid en snus, idet nogen har skudt hende i benet, smidt hende i et bagagerum og er ved at køre hende ud i Arizonas brændende ørken for at dø. Vil det blive blodtabet eller dehydrering, der tager livet af hende?

Her starter handlingen. Resten af bogen hører vi forhistorien og gætter livligt med på, hvem der monstro er den fæle skurk, der er ved at tage livet af vores heltinde. Og man må sige, at forfatteren er ferm til at skjule sine trumfer. Der venter en pæn overraskelse som rosin i pølseenden.

Mens hun stadig var oven mulde, var Brigid i færd med at opklare, om en umoden teenagefyr druknede i en pool under onani, eller om der var lusk med i historien. Samtidig overværer hun, at næsten hele hendes menighed bliver forgiftet – og mærker selv dybt foruroligende symptomer. Og så dratter hendes hund om med fråde om munden.

Kan misdæderen være den nærmest autistiske niece, Gemma-Kate, som hun modvilligt har indvilget i at have boende. Cupkate, som hun også kaldes, udviser en særpræget interesse for giftstoffer – og for en mindre artig, ung mand.

“Frygt mørket” er en meget amerikansk krimi, på godt og ondt, men Becky Masterman leverer varen. Spændingen holder lige til det sidste.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter