0 kommentarer

Frygt grækeres gaver af Philip Kerr

af d. 9. september 2020
Info
 
Sideantal

382

Udgivet

2018

ISBN

978 87 7007 069 0

Originaltitel

Greeks Bearing Gifts - oversat af Ole Steen Hansen

Udgave

1. udgave

 

Philip Kerr har med sin Berlin Noir-serie om den hårdkogte berlinerstrømer Bernie Gunther skrevet sig op i en klasse for sig – endda over Volker ‘Babylon Berlin’ Kutscher, som også har skabt en ferm serie om den på én gang grumme og dekadente tid i mellemkrigstidens Berlin.

I “Frygt grækernes gaver” er krigen for længst overstået, året er 1957, og Christof Ganz – som Bernie af forskellige årsager kalder sig – henslæber et usselt liv som ligvasker på et hospital i München.

Den tilsyneladende flinke og harmløse advokat Max Merten skaffer Bernie et job som taksator hos det store forsikringsselskab München Re. Her skal den tidligere strømer gennemskue, om kunderne har rent mel i mosen, når de anmelder forsikringsskader. Og Bernie er god til sit job – han gennemskuer megen svindel og sparer sin arbejdsgiver for titusinder af D-mark.

Som belønning sendes han på en kombineret frynsetur og taksatorsag til Grækenland: Nyd livet og tjek lige samtidig om ham tyskeren, der har meldt sit skib sunket, er troværdig.

Det viser sig at være et hvepsebo, Bernie uforvarende stikker sin store lab i. En sag, hvori optræder den tidligere topnazist Alois Brunner, der har en kedelig vane med at skyde folk gennem begge øjne. En forsvunden guldskat, som nazisterne frarøvede de græske jøder spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Desuden optræder charmerende, men komplet korrupte grækere, en veldrejet skønhed med spændende sager i tasken, repræsentanter for den hævngerrige, israelske efterretningstjeneste Ha-Mossad og mange andre kulørte personager.

“Frygt grækernes gaver” er afsindigt underholdende, velresearchet og fyldt med beåndede replikskifter. Som altid blander Kerr kortene, så virkelige personer (Max Merten, Alois Brunner) optræder i et fiktivt, men absolut troværdigt univers.

Lyder Kerrs Berlin Noir-serie som noget for dig, så start med “Martsvioler”. Ikke fordi – “Frygt grækeres gaver” kan sagtens læses som en selvstændig roman, men Bernie Gunthers lettere livstrætte attituder er lettere at forstå, når man ved, hvad han har været igennem tilbage siden 1920’erne.

Lån bogen på biblioteket

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter