0 kommentarer

Fruen. En datters historie om kærlighed og frihed af Malene Lei Raben

af d. 25. august 2020
Info
 
Sideantal

288

Udgivet

2019

ISBN

978-87-02-28719-6

Udgave

1. udgave

 

’Fruen var en stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre …’

Malene Lei Raben har skrevet om forholdet til sin mor, ’Fruen’, som hun og søsteren kaldte hende.
Man følger i hendes erindringer både barnet, den unge og den voksne Malene.

Malene var barn i 70’erne. Hendes mor flyttede som ung fra Sønderjylland til København og havde travlt med at lægge alt det sønderjyske bag sig – både sproget og familietraditionerne, de værdier hun var vokset op med, blev kasseret. Hun var frigjort, gik ind for fri opdragelse – gør som du har lyst, spis med fingrene, hvis du synes. Moren var for det meste glad og kærlig over for børnene, mens de var små.

Hun vil være den vigtigste person i deres liv – og latterliggør deres far, som hun er skilt fra, og som pigerne besøger i Ålborg en weekend om måneden. Børnene er solidariske med deres mor – og spiller med – hvilket selvfølgelig påvirker deres forhold til faren. Samtidig skal de navigere i to verdener med hver deres regler – men moren forstår eller anerkender ikke, at det kan være svært for børnene. Det er kun hende, der har det svært!

Da Malene bliver teenager, ændrer forholdet til moren sig. Dels sker der noget i morens liv, dels rammer børnenes opdragelse hende i nakken som en boomerang. Malene har lært, at man ikke skal finde sig i noget, at man må gøre som man vil – og det kommer til voldsomme skænderier med moren, som råber og skriger ad datteren, truer jævnligt med selvmord (og giver Malenes skylden). Men udadtil skal facaden holdes.

Der tegner sig et billede af en lunefuld, ualmindelig stærk og meget dominerende kvinde. Hun har magten over Malene – får sågar vendt hendes ældste datter imod hende. Da hun får kræft, forlanger hun, at Malene  står på pinde for hende: kører hende til behandlinger, bliver hos hende, er med hos lægen – samtidig med at hun håner hende for kun at arbejde 3 dage om ugen. Men der er ikke tid til mere – moren kræver sit.

Mange døtre ville nok have afskåret kontakten til en mor, der opfører sig sådan. Men Malene elsker sin mor trods alt – og retter ind. Dog kan hun godt tage til genmæle, hvilket bl.a. ses i mailkorrespondance, der er gengivet – men moren fejer alle argumenter af bordet, vinder enhver diskussion.

Jeg kan godt lide, at hun ikke fordømmer moren, men til slut i bogen reflekterer over, hvad der skete og hvorfor moren ændrede sig så meget. Hun er trods alt glad for at være der i morens sidste tid, de når en slags forsoning til sidst, og sorgen fylder, da hendes mor dør.

Bogen er yderst velskrevet, reflekterende og danner mange billeder på nethinden. Den får en stor anbefaling her fra.

 

Lån bogen på biblioteket

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter