0 kommentarer

Fremtiden er forbi af Halfdan Rasmussen

af d. 30. januar 2015
Info
 
Sideantal

61

Udgivet

1985

ISBN

87-570-1270-9

 

Er fremtiden virkelig forbi og er vores tid på denne jord knap?

Halfdan Rasmussen har med “Fremtiden er forbi” skrevet en kort digtsamling for voksne, som handler om nogle af livets største emner, heriblandt identitet og hvordan livet skal leves for at få mest ud af det. I denne bog kan man finde 34 digte, som er fordelt i 3 afsnit. Det er svært at beskrive en digtsamling som denne, da temaerne varierer fra side til side, så derfor vil jeg i stedet give et par uddrag:

Fra digtet “Din tid er knap”:

Din tid er knap.
Hold vejen åbenbaring
for mer end flugt og drømmeri.
Bevidstløshed er intet våben.
Skærp din bevidsthed. Gør dig fri!

Fra digtet “Fremmed”:

Så fattigt blev dit liv
da du forstod det,
så tomt og nyttesløst
at du forlod det.

Du ville dele det
med alt og alle,
men ingen greb dig
skønt de så dig falde.

De ovenstående digte er blot to af mange, som behandler en form for ensomhed og ligegyldighed, som vi alle kender på et eller andet tidspunkt i livet. Digtet “Hver dag du lever” fortæller os om hvordan vi også dør lidt hver dag, og til sidst skal vi udkæmpe et sidste slag. Denne digtsamling er kort og med så filosofiske digte tager den lidt tid at komme igennem. Selv er jeg vokset op med hans “ABC” og det er først for nyligt at jeg har opdaget hvor meget han også har udgivet for voksne, hvilket denne digtsamling har givet mig lyst til at udforske hans forfatterskab nærmere. Den er bestemt anbefalelsesværdig og til trods for de store emner kan den fungere ganske godt som en introduktion til hans digte for voksne. Denne mand er meget mere end blot de remser de fleste kender ham for og man spilder bestemt ikke tiden ved at læse denne digtsamling. Livet er bestemt ikke nemt ifølge Rasmussen, men vi ender alle samme sted og som digtet “Hver dag du lever” ender med:

Snart glemmer natten
hvert sekund
og alt blir godt
som før var ondt.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter