0 kommentarer

Fra hus til hus af Kristin Marja Baldursdóttir

af d. 4. januar 2014
Info
 
Sideantal

305

Udgivet

2013

ISBN

978-87-02-13268-7

Originaltitel

Hús úr húsi

 
“Fra hus til hus” er en dejlig, humoristisk fortælling om en almindelig kvinde, der kommer på uforudset dannelsesrejse, da hun overtager venindens rengøringstjanser hos fire familier.

Romanen handler om snart 30-årige Kolfinna. Hun er flyttet hjem til sin mor efter et forlist forhold til en mand, der ikke ligefrem fik jorden til at ryste under hende. Samtidig har hun også mistet sit job og i krisetider har en kvinde uden uddannelse ikke så gode odds. Hun har taget vaskemaskinen med sig ud af forholdet og fra tid til anden sætter hun sig ned i kælderen og kigger på dette storslåede bevis for, at noget da er kommet ud af de forgangne år – eller hendes liv i det hele taget.

Kolfinna går fra hus til hus og gør rent og får indblik i hvordan andre folk lever – operasangerinden, forskeren, advokaten og den kloge gamle kvinde Listalín, der måske, måske ikke kan give Kolfinna opskriften på det smukke liv.

Derhjemme har hendes visne, bitre mor glemt at Kolfinna er en voksen kvinde, og dadler dagligt datteren for at have forspildt sit liv, ikke have fået en uddannelse, ikke at kunne få et forhold til at holde. Samtidig er hun selv et rædselsbillede på et spildt liv og på den måde skubber hun også til Kolfinnas ønske om få gang i sit liv.

“En ulykke kommer sjældent alene, sagde hendes mor sommetider. Hun påstod, at hvis der skete noget slemt, ville noget endnu værre følge efter, og hun understøttede det med eksempler fra skrækkelige år i Islands historie.

Det her måtte være Kolfinnas skrækkelige år.”

Islandske Kristín Marja Baldursdóttirs forfatterskab kredser om kvinder, der har mere eller mindre svært ved eller direkte ulyst til at få sig tilpasset ‘det almindelige liv’. Kolfinna vil egentlig gerne bare i gang med at leve og mens hun iagttager hvordan hendes arbejdsgivere griber deres liv an, bliver hun langsomt mere sikker på hvem hun selv er.

Kristín Marja Baldursdóttir har tidligere udgivet romanen “Mågelatter” og den dramatiske skæbneberetning om en ung islandsk kvinde i begyndelsen af 1900-tallet, bestselleren “Karitas”.

Lån bogen på Biblioteket.dk

 

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter