0 kommentarer

Fra doktor Klimkes horisont af Håkan Nesser

af d. 13. april 2012
Info
 
Forfatter
Forlag
Sideantal

255

Udgivet

2011

ISBN

978-87-7053-648-6

Originaltitel

Från doktor Klimkes horisont

 

Håkan Nesser er et af de store navne i svensk litteratur. Bag sig har han to vellykkede krimiserier (Van Veeteren og Barbarotti) og et par håndfulde ambitiøse romaner. I årtier har han altid haft gang i et længerevarende skriveprojekt. Kan det undre, at manden af og til har brug for et frikvarter?

“Fra doktor Klimkes hiorisont” består af fem noveller, der alle handler om døden under en eller anden form. Spændende og velskrevne fortællinger, alt andet er utænkeligt med Nesser, men man fornemmer her en ny frigjorthed og legelyst. Den altid travle forfatter giver simpelt hen sig selv lov til at eksperimentere med genrer og vinkler uden at gå alt for meget i dybden med nogen ting. De fem historier er blevet til ind imellem de mange romaner, og de har tydeligvis været sjove at skrive. Lykkeligvis er de også sjove at læse.

At Nesser leger, får man syn for sagn for allerede på de første sider af den første fortælling. “Derefter skete der en af den slags ting, som man bagefter har svært ved at tro på, og som kun sker i noveller og romaner og afviste filmmanuskripter, men ikke i det virkelige liv.” En forfatter er med sin kone i Venedig for at samle inspiration til en novelle. Tilfældet (?) spiller ham et amerikansk par med en kærligheds- og selvmordspagt i hænde. Han begynder at skrive… Men handler novellen i novellen om Nesser selv eller en fiktiv forfatter? Er dette Nessers måde at tackle sin skriveblokering på? At skrive om at skrive om at –

Under alle omstændigheder slipper Nesser elegant af sted med projektet. Forfatteren i novellen starter sin novelle med at skrive om det skæbnesvangre par, Robert Hemmelwaite og Patricia, og møder først senere “i virkeligheden” det amerikanske par, der har præcis de samme navne. Meta! Selve plottet er kitchet og banalt, men også pirrende, og er tydeligvis skrevet lige så meget for at more forfatteren som hans læsere.

Næste novelle er ganske kort og herligt dobbeltbundet. Intet er, hvad det giver sig ud for. På sit dødsleje røber en mor en frygtelig sandhed for sin søn, der herefter opsøger sin far på et sindssygehospital i bjergene. Men hvad vil sandheden gøre ved den skrøbelige gamle mand?

Så følger en miniroman. Efter tredive år vender Henry hjem til sin fødeby for at mødes med en gammel klassekammerat. Næste dag får han et brev fra den gudesmukke Vera Kall – der imidlertid har været død lige siden dengang. Langsomt optrevles en trist historie om kærlighed og svigt, fortielser og løgne. I endnu en metaagtig finte får Henry lov at læse kammeratens nys skrevne kriminalroman, “Fluen og evigheden”. Nesser har selv skrevet én med samme titel. Henry finder bogen fremragende. Selvros er velros.

I næstsidste mininovelle bliver en pige kørt ihjel på vej til skole. I tasken har hun den opgave, der kan være udslagsgivende for hendes samlede afgangskarakter. Den unge lærer opsøger hendes forældre, læser opgaven, ændrer livsbane.

I sidste novelle har professor Bachmanns kone Ingrid fundet sig en elsker, C, der er forfatter. Han har skrevet en kriminalroman om en mand, hvis kone Ingrid har fundet sig en elsker, C, der er forfatter. Bachmann beslutter, at han må skaffe sig af med C.

 

 

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter