0 kommentarer

Foxy Lady I-V af Ida Jessen

af d. 24. februar 2004
Info
 
Forfatter
Forlag
Genre
Sideantal

163

Udgivet

2003

ISBN

87-02-02359-8

 

Fem udmærkede historier der omhandler kvinder, sex og magt. Kvinderne går ud og ind af hinandens historier, der kan læses særskilt eller – som det uvægerligt sker – som afsnit i en roman. ”Foxy Lady I-V” har fået et drys med magisk realisme, og det klæder den godt.

Fortællingerne foregår i byen Fox, som næsten udelukkende er beboet af kvinder. Der er tilsyneladende borgerkrig i landet, men ud over lyden af skudvekslinger i det fjerne, mærker byens beboere ikke meget til det. Som om krigen er uvedkommende, lidt ligesom de ikke-eksisterende mænd. Kvinderne er tegnet meget fint og er alle præget af forfatterens helt unikke sans for portrætter. I løbet af bogen når en af kvinderne, Angelina, næsten hele ringen af kvindelige arketyper rundt. Hun er den letlevende, elskerinden og moderen. Hun er den begærende og den efterstræbte og den kuede, som er i stand til korporligt angreb. Angelina har en formidabel modstander i Gabriella, hvis usympatiske karakter er forædlet til et sjældent set stadie af vederstyggelighed, og man ville gerne have haft lov til at lære Angelina, Gabriella og de andre kvinder i ”Foxy Lady I-V” bedre at kende over lidt længere tid.

Der er et stykke vej fra disse fortællinger som – måske – foregår i Sydeuropa, til den nerve der løber gennem ”Den der lyver” fra 2001. Jeg fristes til at skylde skylden på det samme som giver historierne fylde; brugen af magisk realisme. De uregerlige og usandsynlige hændelser giver en kort fortælling et ordentligt skub, men som læser finder jeg mig af samme grund mindre berørt af bogens skæbner, end man kunne forvente af bogens hændelsesforløb.

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter