0 kommentarer

Fortidens tåge af Leonardo Padura

af d. 1. november 2011
Info
 
Forlag
Genre
Sideantal

274

Udgivet

2010

ISBN

978-87-91959-64-6

Originaltitel

La neblina del ayer

 

Hvad blev der egentlig af Violeta del Río, bolerosangerinden med de æggende kurver, den hæse, dragende stemme og en stribe tvivlsomme bekendtskaber som mafiabossen Meyer Lansky? Hun forsvandt i den blå luft for fyrre-halvtreds år siden efterladende sig et spor af knuste forhåbninger hos mænd, der aldrig fik lov at smage den forbudne frugt. Frugterne var nemlig forbeholdt en mystisk rigmand.

Ved et slumpetræf finder Mario Conde, forhenværende kriminalkommissær, nu desillusioneret antikvarboghandler et veritabelt eldorado af et herskabsbibliotek, der kan gøre både ham og ejerne rige – men som også rummer hemmeligheder fra en fjern fortid, der kan vise sig livsfarlige at rippe op i. Centralt i de fortidige tåger gemmer sig mysteriet om den bortkomne sangerinde. Mario opsnuser en gammel 45’er med Violeta og bliver selv håbløst forelsket, da hendes fantastiske stemme toner frem. Men samtidig får han færten af urent spil.

Som altid i Leonardo Paduras stemningsmættede krimier fra et ludfattigt, men charmerende Cuba afspores opklaringsarbejdet hyppigt, mens Mario får drukket et anseligt antal flasker rom, spist nogle rustikt-eksotisk-delikate måltider med Candito, Haretand, Tynde (der er smældfed) og dennes kulinariske geni af en mor, dusket en frodig kvinde eller to og udvist umådeligt storsind over for anløbne personager, der absolut ikke fortjener det.

Læs ikke Padura for de medrivende plot eller elegante, stilistiske konstruktioner – så bliver du skuffet. Nyd i stedet den melankolske havaneser for hans farverige beskrivelser af dagligliv i den caribiske østat, som er fanget mellem kommunismens repressive regimente med deraf følgende vareknaphed og indbyggernes beundringsværdige sans for det gode liv i alle dets mange udtryksformer.

Lange perioder med pludrende tomgang samt en stribe tudsegamle mennesker, der hver især over adskillige sider har monologer med abnormt detaljerede beskrivelser af begivenheder, der ligger et halvt århundrede tilbage, trækker ned i pointregnskabet. Men måske er mine vestlige tankebaner bare for rigide og uelastiske…

Lån bogen på bibliotek.dk

Facebooktwittermail
Bedømmelse
Karakter